Vigtig AGF-scoring får Tingager til at genvinde troen på sig selv
AGF-spilleren Frederik Tingager afslørede efter 1-1-kamp mod FC Nordsjælland, at han har været et mørkt sted.
AGF-forsvareren Frederik Tingager fik fredag aften styrket troen på, at han kan genfinde tidligere tiders niveau.
Det fortalte den 33-årige AGF-spiller til TV3 Sport, efter at han fredag aften sikrede Superligaens førerhold 1-1 på hjemmebane mod FC Nordsjælland.
Tingager blev sendt på banen i det 82. minut og headede stort set med det samme bolden i mål efter et hjørnespark.
»Det var stort. Det betyder meget. Jeg har været et mørkt sted,« sagde Frederik Tingager til TV3 Sport.
»Jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke scorede endnu et mål på den, som Gift (holdkammeraten Gift Links, red.) lagde ind. Så kunne det have været lidt federe. Jeg er rørt og glad. Det var et stort skridt.«
Tilbage i oktober blev midterforsvareren skadet og måtte udgå i et opgør mod Silkeborg.
En skade i mave-lyske-regionen resulterede i flere måneders kamppause. Siden sit comeback i februar er det blevet til få minutters spilletid hist og her.
Fredag aften fik han bevist over for sig selv, at han fortsat har evnerne til at begå sig på øverste niveau.
»Jeg er stadig god nok. Jeg kan sagtens finde det gamle frem igen. Det har været svært at tro på. Det her var nok det sidste skub i retning af at få noget selvtillid, for det har været svært,« sagde Tingager.
AGF-spilleren er dog utilfreds med, at det aarhusianske førerhold ikke nappede alle 3 point mod FC Nordsjælland.
Bortset fra 5 minutter i begyndelsen af opgøret mener Tingager, at AGF var det bedste hold.
»Jeg er dybt skuffet. Vi fortjente 3 point. Det kan ingen være i tvivl om. Vi skal vinde den her kamp,« lød det fra Tingager.
Det ene point betyder, at AGF nu er er fem point foran FC Midtjylland i toppen af Superligaens mesterskabsspil, da midtjyder på udebane vandt 1-2 mod Brøndby.
Der er seks spillerunder tilbage i Superligaen, og næste gang tørner de to tophold sammen i Herning. Kampen fløjtes mandag i gang 20. april klokken 19.