Fortsæt til indhold

Forsvars-legende ny assistenttræner på herrelandsholdet

Den tidligere landsholdsprofil Henrik Møllgaard tiltræder 1. september som ny assistent for Nikolaj Jacobsen.

Sport
Ritzau

Landsholdets tidligere anfører og forsvarskrumtap Henrik Møllgaard bliver ny assistent for Nikolaj Jacobsen.

Han tiltræder stillingen 1. september og fortsætter ved siden af sit virke som assistent for Stefan Madsen i den franske storklub Paris Saint-Germain.

»Jeg er rigtig glad for, at Henrik Møllgaard har sagt ja til jobbet. Han har en profil, der passer godt til holdet, og som er tættere på spillerne aldersmæssigt.«

»Jeg er i det hele taget glad for, at Møllgaard har valgt at gå trænervejen. Han kan blive en spændende træner. Han har altid haft sine meninger og holdninger til, hvordan tingene skal gøres,« siger Nikolaj Jacobsen til DanskHåndbolds hjemmeside.

Den 196 centimeter høje Møllgaard nåede i sin aktive karriere 230 landskampe og var med til at vinde blandt andet to gange OL og fire gange VM.

»Jeg har gennem mange år som spiller hentet enormt meget energi i landsholdet, og det har været en stor inspiration for mig.«

»Især de seneste år, hvor jeg fik en større lederrolle i takt med generationsskiftet, har jeg virkelig mærket, hvor fedt et miljø det er at være en del af, fordi det hele tiden udvikler sig,« siger Møllgaard.

Møllgaard erstatter Henrik Kronborg, der efter blandt andet 14 slutrunder med holdet selv har valgt at stoppe.

Henrik Møllgaard boede i Åbyhøj i Aarhus, fra han i 2018 vendte hjem til dansk håndbold efter et ophold i Paris Saint-Germain og frem til foråret 2025. Selvom han spillede for Aalborg Håndbold, valgte familien at have base i Aarhus, hvor hans hustru, Christina Gad, arbejdede som sygeplejerske.

I januar 2025 satte han villaen til salg for at flytte tilbage til Paris, hvor han tiltrådte som assistenttræner for PSG efter afslutningen på sin aktive spillerkarriere i sommeren 2025.