AGF smider sejren syv minutter før tid
For anden gang i denne uge smed AGF en sejr væk i slutfasen og måtte nøjes med 1-1 i Nordsjælland.
AGF fortsætter med at snuble i Superligaens guldkamp.
Efter at have smidt tre point i Herning i mandags, indkasserede AGF’erne endnu et vigtigt mål i slutfasen mod FC Nordsjælland og måtte nøjes med 1-1 og et enkelt point.
Patrick Mortensen havde ellers bragt AGF foran i første halvleg, men Levy Nene straffede et aarhusiansk boldtab og sørgede for, at FCN fortsat er ubesejret i mesterskabsspillet.
I første halvleg så det ellers ud til, at AGF denne gang havde forpagtet heldet.
Efter 28 minutter slap man godt fra en nordsjællandsk megachance, hvor Lamine Sadio kun havde AGF’s Magnus Knudsen mellem sig og et tomt mål.
Det lykkedes dog den 18-årige angriber at ramme Knudsen, så bolden gik til hjørnespark, og den gyldne chance forduftede.
I stedet slog AGF nærmest omgående til i den anden ende. Sebastian Jørgensen sendte bolden fladt ind foran mål, hvor Patrick Mortensen kastede sig ind i den og pressede den over stregen.
Det var den 36-årige veterans første superligamål siden 30. november, og målet var også en succes for træner Jakob Poulsen.
Patrick Mortensen og Sebastian Jørgensen var to af tre nye i startopstillingen i forhold til kampen i mandag.
På banen var det ellers jævnbyrdigt. FC Nordsjælland havde bolden mest, men AGF forsvarede sig længe klogt, og målmand Jesper Hansen var denne gang stensikker mellem stængerne.
Han kunne intet stille op, da Levy Nene udlignede med syv minutter igen. Frederik Tingagers fejlaflevering blev opsnappet af Caleb Yirenkyi, der sendte den hen over hovedet på AGF-stopperen, og Nene udnyttede friløberen.
I overtiden var Nene endda ved at gøre det rigtig onde ved gæsterne. Men hans hovedstød efter hjørnespark ramte overliggeren, og begge hold måtte nøjes med en pointdeling.