Reagerer på Agger-kritik: »Det handler om ukontrollerbar passion«
Fanforhold og klubengagement rækker ofte ud over selvironi, drillerier og kan blive et spørgsmål om identifikation og livsværdier. Christian Henriksen svarer på kritik fra Anders Agger.
Da Anders Agger, tv-manden og FC Midtjylland-fan, forleden lod sig interviewe til dette medie, var det for ham ikke gået ubemærket hen, at AGF-klummeskribent, Christian Henriksen, flere gange var kommet med stikpiller til Herning og folk derfra.
I interviewet, der handler om at være FC Midtjylland-fan i Aarhus. siger han blandt andet:
»Generelt er AGF-fans enormt sjove og selvironiske og bare godt selskab. Dog findes der også de der mere akademiske GF-fans, der bare hader alt ved Midtjylland. Senest skrev en Aarhus-forfatter en nærmest hadefuld klumme i JP Aarhus, hvor han stablede alle klichéer om Herning oven på hinanden og reducerede området til et motorvejskryds og en tom gågade. Løft niveauet, har man lyst til at replicere. Du er muligvis konge på Søren Bruun og inden for ringgaden med den klumme, men du er også lidt ynkelig og historieløs.«
Vi har talt med Henriksen, der har leveret AGF-klummer til JP Aarhus i den tid, klubben har spillet på den midlertidige hjemmebane i Vejlby.
Hvad er din umiddelbare kommentar til Anders Aggers kritik?
»Det har jeg det rigtigt fint med. Han står op for og passer på sin hjemegn, hvor trøstesløs jeg end synes, den måtte være. Alt andet vil også være underligt. Men hvad Anders Agger glemmer i sin kritik, og når det kommer til fodbold generelt, er betydningen af at kunne hade og samtidig have muligheden for at udtrykke det. Han overser, at mit og rigtig mange andres tilhørsforhold til AGF netop ikke handler om drillerier, selvironi og hyggelige samtaler på kaffebarer. Nej, det handler om noget meget mere alvorligt end kaffe på La Cabra. Det handler om ukontrollerbar passion, om identifikation og – på den helt høje klinge, jeg ved det godt – selve livet,« siger Henriksen og fortsætter:
»Had er sjældent kønt, men det er jo en drivkraft, som altså ligger dybt i mange fodboldfans, og som man ikke bare kan abstrahere fra ved at gå på kaffebar og hyggesnakke. Heldigvis er had jo betinget af, at man også kan elske. Det må være de forsonende ord herfra. Derfor har jeg heller ikke behov for at løfte niveauet for min klumme. Det er lige, hvor det skal være. Også fordi jeg hverken bliver hyldet på Søren Bruun eller bor inden for Ringgaden. Jeg bor uden for.«
Er Herning ikke mere end bankbokse, messecentre og en tom gågade?
»Jo, men ikke meget, desværre. Jeg nævner dog altid landsbykirkerne, som jeg godt synes, de kunne fremhæve og prale med derude. Men selv for en Vejlby-dreng, der har prøvet at bo og omgivet sig med lidt af hvert, så er hele deres konceptstyrede messe-håndbold-fodbold-lignende Lalandia, hvor den provinsielle og praktiske idé om at samle alt på et sted, synes at være det eneste saliggørende, simpelthen helt på månen for mig, og jeg håber aldrig, AGF tager ved lære af det.«
Hvad ville du gøre, hvis du som AGF-fan boede i Herning? Ville du gå med AGF-trøje dér?
»Jeg ville aldrig komme til at bo i Herning, så det svar giver sig selv. Men skulle jeg komme forbi de kanter, bliver det uden AGF-trøje. Ikke fordi jeg ville være bange eller ikke vil stå ved mit tilhørsforhold, men simpelthen fordi jeg aldrig går med fodboldtrøjer, medmindre jeg selv spiller. Det er et ret håndfast princip, som jeg holder fast i. Men en hvid T-shirt har jeg altid på – og det kan man så vælge at lægge i, hvad man vil.«
Hvordan har du det med at blive kaldt for lidt ynkelig og historieløs af Anders Agger?
»Begge dele er et adelsmærke at blive kaldt dér, hvor jeg kommer fra, så det er jeg kun glad for. Men når du nu spørger, så kunne jeg smide den tilbage og kalde Agger for sølle og smagløs, men så lavt vil jeg ikke synke. Jeg kan godt li’ Anders Agger og hans lyst til at fortælle historier. Jeg har det noget sværere med, at han kalder mig akademisk. Det er sateme en tilsnigelse at kalde mig det.«
Hvad gør du, hvis du møder Anders Agger til søndagens kamp i Vejlby?
»Så går jeg direkte forbi ham uden at hilse. Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det, for jeg vil hellere end gerne hilse på ham og især spørge ind til hans passion for FCM. Hvor dybt stikker den? Hvad kan han af historier fra det gamle Ikast FS, som jeg faktisk synes kunne noget. Gode historier interesserer mig altid – også selvom han kalder mig historieløs.«
Hvordan har du haft det siden kampen i mandags?
»Frygteligt. Fodbold og AGF betyder noget. Og fylder – helt vildt – og jeg bliver oprigtigt påvirket af nederlag, især det vi fik mandag aften. Nederlag påvirker mig meget mere end sejre, desværre. Så det har været sindssygt hårdt.«
Hvad gør du, hvis FC Midtjylland vinder mesterskabet efter denne sæson?
»Jeg ønsker dem tillykke, men det tager heldigvis ikke synderligt lang tid med den forholdsvis lille fanskare, de har.«
AGF-FC Midtjylland fløjtes i gang på søndag klokken 20 på Ceres Park Vejlby.