Fortsæt til indhold

Lokal robotvirksomhed lander historisk aftale i USA: »Det åbner dørene til tusindvis af andre klubber og anlæg«

Malling-virksomheden Tiny Mobile Robots har fået det amerikanske fodboldforbund som ny fast partner, og det betyder, at østjyderne skal levere snorlige streger til det amerikanske fodboldslandsholds nye topmoderne milliard-anlæg i Georgia. »Det ultimative kvalitetsstempel,« kalder den østjyske direktør aftalen.

Sport

Der er langt fra industrikvarteret i Malling i det sydlige Aarhus til det amerikanske fodboldlandsholds topmoderne milliardanlæg i den amerikanske stat Georgia.

Men fremover bliver det med teknologi udviklet i det østjyske, der skal sikre snorlige hvide linjer for de amerikanske fodboldstjerner.

For den lokale robotvirksomhed Tiny Mobile Robots er netop blevet udpeget som officiel “Field Painting Partner” for det helt nye Arthur M. Blank U.S. Soccer National Training Center i Fayetteville syd for Atlanta.

Det oplyser Tiny Mobile Robots i en pressemeddelelse.

Dermed er den østjyske virksomhed nu fast leverandør til et af verdens mest avancerede sportsanlæg, som officielt er klar til brug i maj og inden VM i fodbold løber af stablen.

Et kvalitetsstempel i milliardklassen

Det nye amerikanske træningscenter er ikke bare et hvilket som helst anlæg.

Ifølge Aarhus-virksomheden er anlægget det første af sin slags i USA og kommer til at huse alle landshold i USA.

Flere udenlandske medier melder også om en pris på mellem 1,4 mia. kr. og 1,6 mia. kr. for at bygge det store anlæg, der er en state-of-the-art investering, som skal fungere som det centrale kraftcenter for alt amerikansk fodbold.

Derfor vækker valget af Tiny Mobile Robots som fast partner også stolthed i det sydlige Aarhus.

»Det er en kæmpe anerkendelse af vores produkt og det arbejde, vi lægger i det hver dag her i Malling. Når et forbund af den størrelse bygger et anlæg, hvor intet er overladt til tilfældighederne, og de vælger os til at stå for de lige linjer, så er det det ultimative kvalitetsstempel,« fortæller Daniel Breum, direktør for Tiny Mobile Robots.

Pressefoto

Tre gange større end DBU’s nye campus

For at forstå skalaen i USA skal man kigge mod Danmark. Herhjemme er DBU i gang med at bygge et nyt campus i Høje Taastrup med seks baner, der skal stå klar i slutningen af 2027 og i løbet af 2028.

Til sammenligning består det nye amerikanske center af hele 17 udendørsbaner, to indendørs haller samt baner til både futsal og strandfodbold.

Hvor det før tog banefolkene timevis at optegne det enorme anlæg manuelt, kan robotten fra Malling klare en hel bane på blot 20 minutter med millimeterpræcision.

»Anlægget er bygget til at skabe de ypperste rammer for verdensklassepræstationer. Der bliver ikke gået på kompromis med noget som helst, og vi er stolte over, at vores robotter er blevet en fast del af det daglige setup på så prestigefyldt en adresse,« lyder det fra Daniel Breum.

En døråbner til et enormt marked

I Malling ser man også aftalen med det amerikanske fodboldforbund som en strategisk døråbner til et amerikansk fodboldmarked i eksplosiv vækst.

Hele landet har øjnene på fodbold, når USA til sommer er medvært for VM-slutrunden, og fodbold er i forvejen den største sport i USA målt på deltagerantal, lyder ræsonnementet hos Tiny Mobile Robots.

»Det her partnerskab giver os en synlighed, vi ikke kan købe os til. Det åbner dørene til tusindvis af andre klubber og anlæg i USA, som kigger mod landsholdet for at se, hvilket udstyr de bruger. For en virksomhed fra Malling er det her et springbræt til noget meget større,« afslutter Daniel Breum.