Fortsæt til indhold

Fra ’Hulen’ til VM-drøm: Lea skriver sit eget håndboldeventyr

Lea Albæk Jørgensens udvikling fra Nørre Djurs HK til landsholdets bruttotrup viser, hvordan lokale og inkluderende klubmiljøer og støtte fra talentchefer kan skabe vejen til eliteidræt.

Sport

Det begyndte i en lille hal på Djursland, hvor lyset var mat, og drømmene små. Her løb Lea Albæk Jørgensen rundt med bolden, mens ingen anede, at hun en dag ville spille sig ind i hjertet af dansk håndbold.

Nu står hun på tærsklen til VM med landsholdet efter en tur fra landsbyens fællesskab til elitemiljøets krav.

Jeg mistede lysten og røg ned på tredjeholdet. Det var faktisk dér, jeg fik glæden tilbage, fordi presset forsvandt

Fra landsby til landshold

Lea Albæk Jørgensen fra Glesborg har på kort tid taget turen fra landsbyklub til landsholdets bruttotrup og har spillet sig i DM-finalen med Viborg HK’s U19-hold.

Den snart 20-årige håndboldspiller er udtaget til U20-landsholdets bruttotrup, der til sommer deltager ved VM i Kina i perioden 24. juni – 5. juli 2026.

Hallen i Glesborg – lokalt kendt som ’Hulen’ – har altid været hendes andet hjem. Her voksede hun op i Nørre Djurs HK, hvor leg, læring og fællesskab vægtes lige så højt som resultater.

Ingen havde forestillet sig, at hun en dag ville stå på kanten af et U20-VM med Danmark. Heller ikke Lea selv.

»Nej, overhovedet ikke. Jeg havde slet ikke set mig selv i et elitemiljø. Jeg spillede håndbold, fordi det var sjovt, og fordi jeg elskede at være i klubben og i hallen sammen med mine venner og veninder,« siger hun.

Efterskole åbner døre

Efter niende klasse tog hun på efterskole på Hald Ege ved Viborg. Planen var et år hjemmefra, nye venskaber og håndbold på et »sjovt niveau« ved siden af efterskolelivet.

På Hald Ege begyndte andre at se potentialet i Lea, som hun ikke selv havde øje for. Hun spillede sig på efterskolens førstehold og kom via efterskolen tættere på Viborg HK.

Efter et år på Hald Ege begyndte Lea i 1.g på Viborg Katedralskole i en sportsklasse, hvor eleverne kombinerer idræt og studie. Det gav mulighed for morgentræning et par gange om ugen som supplement til træningen i Viborg HK.

Fra Nørre Djurs HK kendte hun i forvejen Viborg HK’s talentchef, Nicolaj Danefeld, som fra starten var støttende og motiverende og gav hende troen på, at hun kunne blive eliteungdomsspiller i Viborg HK.

»Nicolaj har været en god sparringspartner for mig og været god til at vejlede uden at presse mig til at gøre noget, som jeg ikke kunne stå inde for,« siger Lea Albæk Jørgensen.

Spring til eliten

Efter det første år på gymnasiet tog hun springet ind i elitemiljøet i Viborg HK. Overgangen var krævende, og hun skulle vænne sig til de høje krav og den anderledes hverdag, der følger med eliteidræt – både på og uden for banen.

»Elitekulturen er hård – både fysisk og mentalt. Jeg var meget usikker og havde svært ved at finde mig til rette. På et tidspunkt kunne jeg slet ikke være i det. Jeg mistede lysten og røg ned på tredjeholdet. Det var faktisk dér, jeg fik glæden tilbage, fordi presset forsvandt,« fortæller Lea.

Nedrykningen blev et vendepunkt. Uden det konstante pres begyndte hun igen at spille, som hun havde gjort i ’Hulen’ – med mod, fart og lyst.

Gennembrud i Viborg

I løbet af det seneste skoleår har hun for alvor fundet sig til rette i elitemiljøet, og udviklingen er gået stærkt.

I den netop afsluttede sæson har hun været fast starter på Viborg HK’s U19-ligahold. Hun har spillet sig ind som en vigtig brik på venstre back med gennembrud, fodfinter og duelspil. Typisk bidrager hun med to til fire mål pr. kamp.

Hun var med til at spille Viborg HK i DM-finalen for U19-piger.

Efter en dramatisk og afgørende kvalifikationskamp mod Horsens, der blev afgjort i straffekast, stod Viborg i Final4 i Frederikshavn. Final4 er de fire bedste U19-hold i Danmark i 2025-2026.

Her besejrede Lea og holdkammeraterne Ajax København i den første kamp, men holdet måtte se sig slået i finalen mod Skanderborg HK, som Viborg tabte 18-23. I slutkampen scorede Lea to gange.

Stolt talentchef

Lea Albæk Jørgensen, der i slutningen af juni kan afslutte tre års studenterliv med at få huen på, er samtidig blevet udtaget til den 36-spiller store bruttotrup til U20-landsholdet, der til sommer spiller VM i Kina. Hun skal senere til samlinger, hvor det afgøres, hvem der får de eftertragtede VM-pladser.

Talentchef i Viborg HK, Nicolaj Danefeld – der også er cheftræner for Norddjurs Håndbolds 1. divisionsherrer – er stolt over den udvikling, som Lea Albæk Jørgensen har gennemgået i sine år i Viborg.

»Lea kommer fra mit gamle hood, og hun har noget, man ikke bare kan træne sig til: eksplosivitet, fart og et stærkt duelspil. Hun skyder hamrende hårdt. Nu handler det om at styrke hendes blik for spillet og gøre hende endnu mere komplet,« siger han.

Nicolaj Danefeld roser hende særligt for at være ærlig, da hun det første år havde det åbenlyst svært med at være i elitemiljøet.

»Jeg synes Leas eksempel viser os, der beskæftiger os med talentudvikling, at vi skal være virkelig gode til ikke at fastholde de unge mennesker i noget, som de ikke kan være i. Tværtimod er det sundere, at vi ansporer dem til at tage et break og måske genfinde lysten, som Lea gjorde det.«

»Hun kan være meget stolt over, at hun erkendte, at hun skulle væk fra miljøet et stykke tid. Da hun kom tilbage var det en afklaret pige, der sprudlede og kom med en helt anden energi.«

Familien bakker op

Hjemme i Glesborg følger familien med – både med stolthed og bevidsthed om prisen.

»Vi er stolte af hende. Det er virkelig flot af Lea, og vi havde slet ikke set det komme. Vi ved også, at der har været nogle bump undervejs. Det er svært at gå fra at spille for hyggen og fællesskabet til at øge træningsmængden og leve op til høje krav,« siger Leas mor, Rikke Albæk Jørgensen, tidligere Nørre Djurs-spiller og nu medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs for Venstre.

»Lea har været ved at trække sig, fordi hun mistede lysten, men hun er kommet tilbage og har vist, at hun både vil og kan være i det hårde elitemiljø. Her i 3.g er det gået rigtig godt for hende, og hun har fundet en balance, hvor hun kan være i det,« siger hun.

Fremtiden står åben

Hvad der skal ske efter studentereksamen, er endnu åbent.

»Lige nu er hun mest indstillet på at flytte hjem til os og være en del af det område, hun elsker så højt. ’Hulen’ har altid været et sted, hvor hun har elsket at komme. Mon ikke hun finder en klub på 1.-2. divisionsniveau i nærheden, mens hun finder ud af uddannelse og fremtid,« siger Rikke Albæk Jørgensen.

Storebror Tobias, der er 13 måneder ældre og selv en dygtig – men skadesplaget – håndboldspiller, er samtidig på vej tilbage efter en skulderoperation. Han er en del af talenttruppen i Norddjurs Håndbold med sigte på en plads hos klubbens flagskib, Norddjurs HK, der er blandt landets 24 bedste herreklubber.

Næste skridt venter

Nicolaj Danefeld peger på Viborg HK’s kuvøseklub, Søndermarkens IK, der spiller i landets næstbedste række, som et naturligt næste skridt for Lea Albæk Jørgensen.

»Jeg ser en rigtig fin fremtid for Lea i Søndermarkens IK, hvor hun kan tage springet til seniorniveau og mærke forskellen fra ungdom til seniorhåndbold. Det er de færreste, der bliver ligaspillere direkte efter U19-tiden, så derfor handler det om at få talenterne ud at spille på et niveau, der matcher dem fysisk, teknisk, taktisk og mentalt. Selvfølgelig med sigte på, at de kan blive ligaspillere på et tidspunkt,« siger Danefeld.

Fællesskab i fokus

For Lea selv er fokus nu todelt: at afslutte ungdomsårene godt i Viborg og at spille sig så tæt på VM i Kina som muligt.

»Vi har det sindssygt godt sammen på U19-holdet, og jeg elsker miljøet i Viborg. Samtidig betyder det meget for mig at komme fra Nørre Djurs. Jeg er vokset op i en klub, hvor fællesskabet er i centrum, og det tager jeg med mig, uanset hvor jeg spiller,« siger hun.

Uanset udkommet i de næste måneder skal de også bruges på at afklare fremtiden.

Lea Albæk Jørgensen ser ikke fremtiden i Glesborg håndboldmæssigt, men måske flytter hun bopælen hjem til forældrene og finder en divisionsklub i Aarhus-området at fortsætte karrieren i.

Hun har fået blod på tanden til at forfølge talentets bæreevne på seniorniveau.

Pigen fra den lille landsbyklub har allerede markeret sig i eliten – og nu har håndbolddanmark fået øje på Lea fra Norddjurs.