Rundbold på steroider: Baseball5 samler både de hårde drenge og nybegyndere
Baseball5 er en ny sportsgren i Syddjurs. Baseball5 bygger på klassiske elementer fra rundbold og cricket, men adskiller sig ved at kunne spilles næsten overalt.
Pladsen foran Glasmuseet i Ebeltoft blev for nylig taget i brug på en ny måde.
Baseball5 på havnen
Asfalt og brosten blev kridtet op, da Syddjurs Baseball Club afholdt turneringen Ebeltoft Open i Baseball5.
Baseball5 er en forenklet udgave af baseball, hvor der spilles fem mod fem på en lille bane.
Der bruges ikke bat, kun en blød bold, som spillerne slår med hånden. Spillerne skal ramme bolden, løbe mellem fire baser og forsøge at komme hele vejen rundt, før modstanderne får kontrol over bolden. Det hold, der scorer flest løb, vinder.
Spillet minder om rundbold, men har faste regler, positioner og korte, intense dueller.
Bred deltagelse og lokale initiativer
Til Ebeltoft Open deltog både etablerede klubhold og nye spillere.
Aarhus Havoc, tredobbelte danmarksmestre, vandt turneringen. Syddjurs Mavericks fra Ebeltoft tog sølv efter tætte kampe mod både Aarhus og holdet »World Champions« med spillere fra Venezuela.
Midt i turneringen blev der dannet et ekstra hold, »Galaxy Champions«, bestående af tilskuere, der fik lyst til at prøve kræfter med sporten.
Ifølge Syddjurs Baseball Club er en af sportens styrker, at den kan spilles næsten overalt.
Formand Philip Spielmann siger: »Vi kan stille banen op på skolegården ved Ebeltoft Skole eller her på havnen. Vi skal bare bruge lidt plads og en bold.«
Rundbold og cricket
Baseball har rødder i rundbold og cricket. I den klassiske udgave spilles der ni mod ni på en stor græsbane.
En kaster sender en hård læderbold mod en slåer, der forsøger at ramme den med et bat og løbe rundt om fire baser.
Det angribende hold scorer point ved at få spillere hele vejen rundt, mens det forsvarende hold forsøger at gribe bolden eller få løberne »out«, før de når næste base. Når tre angribere er dømt ude, bytter holdene roller. Kampen er delt i ni perioder, kaldet innings.
Baseball5 bygger på samme grundidé, men i en kortere og mere kompakt form.
Der kræves ikke specialudstyr eller store anlæg. Det gør det muligt for mindre klubber som Syddjurs Baseball Club at tilbyde sporten uden at skulle etablere en stor bane.
Efterlyser flere kvinder
Klubben træner hver onsdag klokken 17 ved Ebeltoft Skole. Alle kan møde op – også uden forkundskaber, fortæller Philip Spielmann.
Syddjurs Mavericks søger især flere kvindelige spillere til deres mix-hold.