Hvor blev bolden af? Alan gav svaret – med ét slag
Alan Rønde kom onsdag 29. april med på Grenaa Golfklubs ikoniske liste over hole-in-one, hvilket markerer en sjælden og anerkendt præstation i klubben.
Der var ekstra fest på fairway, da Alan Rønde onsdag eftermiddag lavede hole-in-one på Grenaa Golfklubs bane.
Bedriften fandt sted på hul fire, hvor han gik runden sammen med Arne Mikkelsen, Klaus Plauborg og Michael Christiansen.
Foursomen var allerede godt kørende, da de nåede frem til fire.
Afstanden fra tee til green blev målt til 118 meter, og Alan Rønde greb sit approach-jern. Slaget blev sendt afsted i flot solskin, og alle fire mistede bolden af syne i luften. De kunne dog ane, at den landede tæt på flaget.
Bolden væk
Da de kom op til green, begyndte forvirringen. Ingen bold på green, ingen bold bag green – og ingen i bunkeren.
Først da de kiggede i koppen, blev mysteriet løst: Bolden lå i hullet. Så brød jubelen løs, ikke bare fra de fire spillere, men også fra folk på tee ved hul ti og green ved hul ni, som havde fulgt med på sidelinjen.
Runden blev naturligvis spillet færdig, og bagefter fortsatte festen i klubhuset, hvor der blev skålet behørigt i whisky.
Omkring 15-20 medlemmer var med til at fejre dagens mand.
Som prikken over i’et modtog Alan Rønde et gavekort fra Torvets Optik, der er sponsor for hole-in-one i Grenaa Golfklub.