For syv år siden var James Bogere grædefærdig. Men i søndags skabte han vild jubel i Afrika og fik Aarhus til at gå amok

»Jeg tror, der sad en 50-60 mennesker og kiggede på mig og tænkte, hvad sker der dog derovre?«

»Og det eneste, jeg kunne råbe højt, var bare: ”Uganda, it’s your player” – og så kiggede de, men de vidste jo ikke, hvad der foregik,« fortæller Thomas Thor.

Søndag sad danskeren, der til daglig driver fodboldakademiet El Cambio i Uganda, med sin mobiltelefon på en restaurant i landets hovedstad Kampala, da følelserne og jublen fik frit løb.

For cirka 6.500 kilometer nord for den østafrikanske storby styrtede en af Thomas Thors drenge pludselig ekstatisk rundt på en fodboldplæne i det nordlige Aarhus – i vild lykkerus over det sejrsmål, han netop havde fremtvunget i kampens døende sekunder.

AGF slog Sønderjyske med lodder og trisser og spillede sig dermed også på dramatisk vis tilbage på førstepladsen i Superligaen.

Og midt i alt det var det en 18-årig knægt fra den mellemstore ugandiske by Jinja ved navn James Bogere, der blev den helt store helt. En ung spiller, der inden sin indskiftning med 10 minutter tilbage på uret kun havde fået ni minutters spilletid i løbet af sæsonen.

AGF stod med andre ord desperat og manglede et mål i jagten på det DM-guld, klubben ikke har vundet i 40 år. Og i kampens døende minutter – ved stillingen 1-1 – lignede den aarhusianske gulddrøm også mest af alt et tog, der så småt var ved at forlade perronen, som sekunderne forsvandt.

Men så skete der noget kl. 19.53 en søndag aften i Vejlby – eller det 93. minut i det univers, der hedder fodbold – som fik stadion til at gå fuldstændig amok.

For på midten af banen havde AGF’s aldrende kaptajn Patrick Mortensen netop modtaget bolden fra Nicolai Poulsen, og anføreren spillede bolden videre og fladt ud i siden til de nyindskiftede yngre kræfter, der pludselig stod helt umarkeret ude på fløjen. For der stod James Bogere bare og ventede på sit øjeblik.

Og da han modtog bolden, så gjorde han det, som hans gamle mentor og træner Thomas Thor har set ham gøre et hav af gange, siden han som dreng kæmpede sig ind på danskerens fodboldakademi i Uganda.

»I det øjeblik Patrick Mortensen spiller bolden til ham, der vidste jeg allerede med hans første berøring, hvad det var, han havde gang i, og jeg vidste nøjagtigt, hvad han skulle til at gøre,« siger Thomas Thor.

Han kender med andre ord om nogen, den spiller, hvis euforiske jubelscener mejslede sig ind i de danske tv-skærme og aviser i kølvandet på den dramatiske sejr og nærmest også er blevet et slags sindbillede på AGF’s comeback i guldkampen.

Og Thomas Thor ved også om nogen, hvor langt det er, James Bogere er kommet; fra boldspil på en mark med geder, får og hjemmelavede mål til en højintens guldkamp i Superligaens projektørlys.

Grædefærdig

Det var allerede som 10-årig, James Bogere kom ind på Thomas Thors fodboldakademi El Cambio i byen Masaka.

Et akademi, danskeren grundlagde tilbage i 2018 med det erklærede mål om at udvikle »fantastiske fodboldspillere« i det store østafrikanske land med en befolkning på cirka 51 millioner indbyggere. Men også med en ambition om at uddanne unge mennesker, der en dag kunne blive rollemodeller i deres lokalsamfund.

Og her var Bogere en af de allerførste spillere, der kom ind på akademiet, hvor børnene både får fodboldtræning og skolegang.

»Han er den første generation her fra akademiet, og han er blandt de 12 første drenge, jeg tog ind. Så at vi allerede nu har en spiller, der kan være med på Superliga-niveau og kan hjælpe til i AGF, er fuldstændig unikt,« siger han.

»Det er ikke normalt, at man finder 12 spillere på en mark med geder og får,« siger Thomas Thor.

Det var El Cambios talentspejdere, der triller rundt i det store afrikanske land og leder efter gode fodboldspillere, der for syv år siden fik øjnene op for James Bogere i byen Jinja.

Her blev angriberen efterfølgende inviteret til 2-3 ugers prøvetræning, som akademiet afholder hvert år, og hvor Ugandas 50-60 bedste spillere bliver samlet og set an. Kun de bedste spillere kommer ind på fodboldakademiet.

»Men det er sådan, at James kommer ind på de her 2-3 ugers prøve, men bliver med det samme skadet med lysken. Og selvom El Cambio jo dengang ikke var så stort, som det er i dag, kunne han godt fornemme, at det her var hans mulighed,« fortæller Thomas Thor.

»Så han prøvede jo at gå til træning, og jeg havde en fysioterapeut på ham, der sagde, at vi ikke kunne tage ham med i træningen.«

Og efter to uger var det så, at en grædefærdig James Bogere troppede op på Thomas Thors kontor:

»Han var ked af det og sagde til mig: ”Jeg har ikke kunnet vise dig, hvad det er jeg kan. Jeg kan så meget mere.” Og han græd bare,« fortæller Thomas Thor.

»Og så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke være ked af det, fordi jeg har ikke brug for mere end momenter – og de momenter har jeg set,” og så græd han jo bare endnu mere.«

Thomas Thors budskab til den dengang kun 10-årige James Bogere var dog: »Du er inde«.

»Det var jo nogle gange sådan, at vi bare skulle se ham i kortere sekvenser, og så måtte han gå ud fra træningen. Men jeg vidste ret hurtigt, at her havde vi en spændende spiller, der var rigtig dygtig – til trods for at han trak rundt med skader.«

»Så det er en fortælling om en utrolig ambitiøs dreng, hvor timingen jo ikke var rigtig. Han var skadet, og normalt ville det jo ikke kunne lade sig gøre. Men jeg er den dag i dag glad for, at vi så det i ham, som vi så,« siger Thomas Thor.

Det efterfølgende år på El Cambio var Bogere stadig plaget af den lyskenskade, der havde ramt ham til prøvetræningen. Men siden har han nærmest været skadesfri og ikke set sig tilbage, og i de sidste seks år har han »bare kørt derudaf«, som Thomas Thor selv beskriver angriberens udvikling.

Bogere fik som 17-årig også A-landsholdsdebut for Uganda til de afrikanske mesterskaber Africa Cup of Nations i december, og i februar var det så, at han ankom til AGF og Aarhus.

En »helt unik« spiller

Tre måneder skulle Bogere bruge i Smilets By, før han så gjorde det, som Thomas Thor allerede så konturene af på en mark i Uganda for syv år siden, og som han siden har vist til U17-VM i november og utallige gange før det, da han modtog bolden fra Patrick Mortensen.

»Og jeg kunne næsten fornemme, at stadion rejste sig, for man kunne godt se på den måde, han løb med bolden på, at han var målsøgende,« siger Thomas Thor.

»Han kan accelerere og være hurtig, men samtidig have kontrol på bolden og flytte den, så forsvarsspillerne ikke tør at træde op. Og jeg har jo hørt forskellige kommentarer, hvor folk spørger: ”Jamen, hvorfor træder forsvarsspillerne ikke op på ham? Hvorfor lader de ham gå så langt?«

»Det er, fordi at han er helt unik, hvad det angår,« siger Thomas Thor.

»Træder de op, så er han væk. Det tror jeg er en vigtig detalje, folk misser, når de kritiserer Sønderjyske for at bakke på ham. Men det er fordi, han angriber, som han gør. Han tilter sin krop lidt til højre og venstre og får dem til at komme i ubalance, og det gør ham svær at håndtere, når han kommer i de situationer,« siger Thomas Thor.

Og det var ifølge akademichefen det, der skete søndag aften i Vejlby.

Med syv små, hurtige berøringer, der skubbede bolden frem mod mål, kom James Bogere helt ind i modstanderens felt, og på den ottende berøring skød han – og så var det, at stadion eksploderede.

Jubel i Uganda

Bolden havnede i nettet, og så gjorde det mindre, at han ramte bolden helt skævt – men i øjeblikket også helt perfekt på én og samme tid.

For selvom bolden så mere ud til at have kurs mod et hjørneflag eller en bolddreng på sidelinjen i første ombæring, så ramte den i stedet Sønderjyskes franske midtstopper Maxime Soulas, der var i fuld retræte på vej ned mod målmanden, og så tog bolden en ny retning og fandt alligevel vej til netmaskerne.

Og det var her stadion, spillere, fans – og James Bogere selv – eksploderede i jubel. Et jubelbrøl, der også nåede hele vejen ned til Uganda.

Mens Thomas Thor sad på en restaurant i Kampala og så kampen på en mobiltelefon, sad halvdelen af alle hans børn, som han kalder sine spillere, i en bus på vej hjem fra en træningsturnering og fulgte med i AGF’s kamp på Livescore.

»Og de brød jo også ud i jubel i bussen, mens de yngste børn var hjemme på akademiet og lagt i seng. Så det var lidt ærgerligt, at lige præcis den her kamp kunne vi ikke se sammen,« siger han.

Indtil videre er flere af AGF’s kampe dog blevet vist på akademiet, og de sidste to kampe bliver ligeledes sat på en storskærm, fortæller akademichefen, der dog selv tager turen hjem til Danmark for at se AGF’s to sidste kampe i henholdsvis Brøndby og hjemme mod Viborg.

»Nu er James også begyndt at spille en rolle på holdet, og jeg håber, at han får lov til at spille. Det er jo det, det handler om. Og børnene synes også, det er sjovt at sidde og se AGF-kampene, og da han blev skiftet ind den allerførste gang (mod FC Nordsjælland i april, red.), kunne man virkelig se passionen og begejstringen hos børnene.«

Historien om James Bogeres spæde gennembrud i AGF er heller ikke gået ubemærket hen i ugandiske medier, fortæller Thomas Thor.

Han lægger heller ikke skjul på, at det østafrikanske land, som ikke har de største og stolteste fodboldtraditioner på det store kontinent, har brug for rollemodeller som ham:

»Vi vil have personligheder, som kan være fremtidige ledere, som kan sætte standarden for en ny generation på sigt.«

»I Afrika er de jo fanatiske omkring fodbold, og James kan sætte en standard for, hvordan man kommunikerer, hvordan man hjælper andre, hvordan man kan tage ud og drømme, og hvordan man skal komme frem til sin drøm. Og det kan gøre, at en hel generation begynder at drømme og tror på, at det faktisk kan lade sig gøre, fordi der er allerede nogen i mit land, Uganda, der har sat de første fodaftryk for mig,« siger Thomas Thor.

»En ko på målstregen«

James Bogeres øjeblikkelige succes har da også sat danskeren og fodboldakademiets rejse fra bund til top i relief.

»I de første mange år, så bar vi jo målene frem og tilbage, så de ikke blev stjålet, og vi var nødt til at lave vores egne mål, som vi kunne skrue sammen og sætte net i. Og når træningen så var færdig, så pakkede vi målene sammen igen og bar det hele tilbage til akademiet.«

»Der var måske 10 minutters gang hjem. Men det er jo en historie om, at man starter på bunden, på en mark med geder og får og en ko på målstregen,« siger Thomas Thor.

I dag er han til gengæld overbevist om, at El Cambio nu er det fodboldakademi med Østafrikas bedste faciliteter – og James Bogere har været med på hele den rejse fra skrot til slot.

I 2024 blev der for alvor sat skub i tingene, da akademiet indgik en samarbejdsaftale med AGF, som i dag betyder, at den aarhusianske fodboldklub støtter El Cambio-akademiet økonomisk, men også sender trænere ned til akademiet, der kan støtte op om talentudviklingen med »know-how«.

Og den anden vej har aarhusianerne så indtil videre taget imod James Bogere og Hamuza Sengooba - også kaldet Hamza - som i øjeblikket tørner ud for AGF’s U19-hold.

»De to er blandt de første, jeg tog ind. Og jeg tør også godt at sige, at der er flere på vej. Men det er bare helt unikt og utroligt, at James nu er kommet dertil med de vilkår, vi har haft,« siger Thomas Thor.

»Så jeg ser også frem til årene fremover, fordi vores vilkår og faciliteter er nu engang blevet meget bedre,« siger han.

Imens nyder Thomas Thor øjeblikket, hvor drengen, der for syv år siden kom grædende ind på hans kontor, nu storsmiler og skaber jubelscener i holdbussen i Uganda. Og snart tager akademichefen også flyveren hjem til Danmark i håbet om, at et nyt magisk øjeblik udspiller sig i AGF’s sidste to kampe i sæsonen.

For han ved også, hvor meget det kan betyde for det land, han rejser fra.

»Jeg bliver emotionel, når vi har et øjeblik som det her. Når man som jeg har været herude i 10 år og har fulgt de her børn og deres baggrunde og kender deres familie og de vilkår, de kommer fra. Så handler det ikke bare om et mål, det er ikke bare tre point, det er ikke bare et mesterskab. Det er nogle livsvilkår og livshistorier, der kan ændres. Ikke bare for James og hans familie, men også Uganda.«

»Jeg kom herud for at skabe forandringer for børn og unge, og det skal jeg love for, at vi er i gang med. Og sådan et mål der betyder ikke kun noget for James og hans familie,« fortæller Thomas Thor og holder en kort pause:

»Jeg er jo i hovedstaden lige nu og kan se, hvad der foregår på alle radiostationer og tv-stationer og skrevne artikler. Det hele handler om James, og han er jo kun 18 år. Uganda har stort set ikke været vant til noget succes – og slet ikke i fodbold. Men vi håber sådan, at de næste 10-15-20 år, at vi kan gøre en forskel. For det kan løfte en befolkning, og sport kan gøre meget – specielt herude.«