Fortsæt til indhold

Da AGF-spiller fik chok-besked, lagde han sig i fosterstilling på sofaen og brød ud i gråd

»Jeg var meget bange,« siger AGF's Markus Solbakken til TV 2 Norge, efter han i år fik konstateret multipel sklerose. Håbet er dog nu, at han kan være tilbage i fulde omdrejninger, når den nye sæson begynder.

Sport

Markus Solbakken, midtbanespiller for AGF, fortæller nu om den chokerende besked, der har præget ham og familien de seneste måneder, i et større interview til TV 2 Norge.

Her fortæller Solbakken, at han uden forvarsel vågnede en dag og opdagede, at synet på det ene øje pludselig var helt tåget og stærkt nedsat. Til at begynde med fortalte han det kun til sin kæreste, og der gik flere dage, før mor Annika og far Ståle fik det at vide.

Nogle dage efter hændelsen skulle han og AGF ellers have spillet mod OB, men kampen blev udskudt på grund af snevejr, og sandheden var også, at Solbakken ingen kontrol havde over, hvad der skete på venstre side af ham, fordi hans syn var så nedsat, som det var.

Han endte dog hurtigt med at blive sendt til undersøgelser hos først en øjenlæge og siden en neurolog, hvor han fik diagnosen multipel sklerose, en kronisk sygdom i centralnervesystemet.

Til TV 2 Norge fortæller AGF’s guldvinder, at da han fik beskeden, frygtede han for, at fodboldkarrieren var forbi, og det samme gjorde hans mor også, da han ringede til hende.

»Jeg må indrømme, at idet jeg fik beskeden, så lå jeg i fosterstilling på sofaen og græd. Jeg var meget bange,« siger Markus Solbakken til TV 2 Norge.

Siden har han fået behandling, og han fortæller, at han oplever fremgang, og at han håber at være tilbage i fulde omdrejninger, når AGF begynder næste sæson.