Fortsæt til indhold

Jakob Kehlet dømmer ikke kun i Superligaen – du finder ham også i landets svømmehaller

Jakob Kehlet fra Risskov bruger oceaner af tid som hjemlig og international fodbolddommer ved siden af sit almindelige job og en tjans som frivillig i svømmemiljøet for AGF Svømning.

Sport
ksa

Forskellen er til at få øje på, men fælles er dommergerningen.

Når 45-årige Jakob Kehlet, bosat i Risskov og oprindeligt fra Lystrup, løber rundt på diverse fodboldbaner med dommerfløjten i munden, får han løn for det, men når han trækker i en hvid official T-shirt til svømmestævner og mesterskaber rundt omkring i de danske svømmehaller, er det udelukkende på frivillig basis.

Det gør han, fordi hans datter, Cecilie Kehlet, er en del af AGF Svømning og er Danmarks hurtigste juniorsvømmer i 50 og 100 meter brystsvømning. Det er helt naturligt for ham at være en del af svømmesporten, også selv om den skiller sig ud fra hans deltidsjob som professionel fodbolddommer.

Jakob Kehlet trækker ofte i en hvid official T-shirt til svømmestævner og mesterskaber rundt omkring i de danske svømmehaller på helt frivillig basis. Privatfoto

En karriere, hvor han helt fra begyndelsen har nægtet at dømme AGF på grund af sine Aarhus-rødder.

»Når man er født og opvokset i Aarhus, så tror jeg bare på, at man alt andet lige vil blive præget af sine omgivelser, fordi alle her holder jo med AGF,« har han sagt til Campo.dk.

I stedet for det klassiske avisbudjob som teenager valgte Jakob Kehlet at uddanne sig som breddedommer inden for fodbold tilbage i 1996. Han steg i graderne, og i 2005 begyndte han at dømme divisionsfodbold og i 2009 Superligaen. To år efter trådte han ind på den internationale dommerscene for første gang og har siden dømt blandt andet Champions League samt EM- og VM-kvalifikationskampe.

Jakob Kehlet i aktion. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

»Jeg er et stort konkurrencemenneske, og når jeg går ind i noget, så går jeg rigtigt ind i det. Jeg nærmer mig rekorden for at være den dommer, der har dømt flest Superligakampe, så den går jeg helt klart efter,« siger Jakob Kehlet, som har dømt lige omkring 320 Superligakampe og kun mangler at dømme kampe i tre lande i Europa for at have været i dem alle.

En stor portion passion

Anderledes ser det ud på svømmefronten, hvor han endnu ikke har været i alle danske svømmehaller, men selv om han ikke får en krone for at stå weekend efter weekend i en glohed svømmehal fyldt med klordampe, så er han ikke i tvivl om, hvad der driver ham.

»Fodbold er jo helt anderledes. Her skal vi altid være forberedt på at diskutere kendelser og kunne tale med 22 mennesker, der render rundt på en fodboldbane med høj puls. Svømmere accepterer som regel altid, hvis de bliver diskvalificerede, og der er en langt større taknemmelighed for, at vi er til stede,« siger han og fortsætter:

»Hvis vi som fodbolddommere laver en fejl, bliver der skrevet om os i alle landets medier, sådan er det ikke i svømmeverdenen. Her er vi drevet af fællesskab og sammenhold, og det handler udelukkende om passionen for sporten. Det er lige præcis dét, der motiverer mig til at være en del af svømmemiljøet omkring AGF-svømning. Jeg oplever hver gang, hvor dedikerede både svømmere, trænere, forældre og dommere er i svømning. Det findes slet ikke på samme måde i fodbold.«

Selv om han ikke kan se det på sin lønkonto, når han har været til et svømmestævne, har han aldrig nogensinde tvivlet på, at han gerne vil være frivillig dommer.

»Jeg har lært sporten at kende på grund af min datter. Til svømmestævner er der utrolig meget ventetid, hvor ens barn ikke er i vandet, og den kan jeg godt lide at udnytte ved at være med helt tæt på. Ved at stå på bassinkanten får jeg lov til at se de allerdygtigste svømmere i Danmark, og det er megafedt,« siger Jakob Kehlet, som arbejder 22 timer om ugen som salgschef hos Midt Factoring og bruger 15 timer om ugen på sin fodbolddommergerning.

Timerne består blandt andet af løbe- og styrketræning samt møde med landets øvrige Superligadommere online hver eneste torsdag aften.

45-årige Jakob Kehlet er en af landets bedste fodbolddommere, og han træner hårdt sammen med nogle af dommerkollegerne for at holde sig på topppen. Arkivfoto: Kim Frost

Og hvis du synes, at navnet Kehlet lyder bekendt, så kan det stamme fra, at Jakob Kehlet er ud af en sportstosset familie, som han selv udtrykker det.

Hans søster, Tania Kehlet, er tredobbelt verdensmester i dans, og hans bror, Mathias Kehlet, har også danset og er i dag ansat i Bakken Bears.