Han gik egentlig bare efter en personlig rekord. Men nu er lokal ultra-komet den 16-årige i verden, der har løbet længst på 12 timer

Det var egentlig 16-årige Rasmus Grangaard Christiansens blot andet officielle løb nogensinde.

Det første teenageren fra Røgen ved Hammel deltog i, var fem kilometer langt. Det næste skulle vise sig at vare cirka 124 kilometer.

»Mit mål var jo egentlig bare at lave en personlig rekord, uden at jeg tænkte på, om det kunne være bedre end alle mulige andre,« siger han.

»Det var først bagefter, at jeg opdagede, hvad jeg havde gjort,« fortæller han.

Lørdag 30. maj deltog Rasmus Grangaard Christiansen i løbet ”24 Timer ved Havet” i Sæby – men i 12-timerskategorien. Og det var her, at teenageren endte med at chokere alt og alle i det nordjyske ultraløb.

62 omgange á 1.985 meter – plus det løse – nåede den unge løber fra Favrskov at runde på de 12 timer, som ultraløbet varede, og det skulle vise sig at være nok til at vinde hele molevitten.

»Jeg var så færdig efter løbet. Da der var gået 12 timer, lagde jeg mig bare ned på græsset og lå der lidt længe, og min mor kom og lagde et tæppe over mig, og så blev jeg båret hen til en stol, hvor jeg fik flere tæpper på.«

Mens Rasmus Grangaard Christiansen sad og var helt færdig efter et halvt døgns løb, kom løbsarrangøren hen med både pokal og medaljer, for det viste sig, at han havde vundet 12-timersløbet.

»Og så sad jeg så på den der stol, indtil der var nogen, der kom med en bil, som jeg kunne blive båret hen til. Dér var jeg helt flad. Jeg kunne overhovedet ikke gå, og dagen efter gik jeg som en gammel mand,« siger han og griner.

»To dage efter havde jeg stadig ondt i benene og overalt i kroppen, og jeg lå bare i sofaen.«

Verdens bedste 16-årige

Og måske var det heller ikke så mærkeligt.

123,8 kilometer løb teenageren i forbindelse med 12-timersløbet, der startede ved middagstid og sluttede ved midnat.

»Der var virkelig mange, der efter løbet var henne og fortælle, at det var helt ekstremt vildt, at en 16-årig kunne løbe så langt på 12 timer; at jeg var den sejeste 16-årige, de kendte, og de aldrig havde oplevet noget lignende før,« fortæller Rasmus Grangaard Christiansen og griner.

Og meget tyder også på, at det, man så udfolde sig i Sæby den pågældende dag, rent faktisk ikke er noget, nogen har set før – og en ny verdensrekord for en 16-årig løber.

Avisen har fanget Rasmus Grangaard Christiansen på telefonen midt i læseferien og med kun én eksamen tilbage på Søndervangsskolen i Hammel, hvor løberen går i 9. klasse lidt endnu. Og her er den seneste tid altså ikke kun gået med at terpe.

»Jeg har også ledt virkelig meget på sociale medier og internettet, og jeg har ikke kunne finde nogen 16-årige, som har løbet længere i et 12-timersløb i hele verden.«

Kigger man i Deutsche Ultramarathon-Vereinigungs (DUV) gigantiske resultatsdatabase, som i dag de facto fungerer som det internationale register for præstationer og rekorder ved ultraløb i hele verden, så kan man heller ikke finde nogen 16-årige, der har løbet 123,8 kilometer i et 12-timersløb.

Den hidtil bedste registrerede løber i den alder var russeren Vladimir Tiunov, der tilbage i 2003 løb 108 kilometer på et halvt døgn.

Der kan dog være fejl og løb, der ikke er blevet registreret i den kæmpestore løbsdatabase, men alt andet lige er Rasmus Grangaard Christiansen den 16-årige ultraløber i historien, der har løbet længst i et 12-timersløb nogensinde.

»Jeg kan ikke rigtig forstå det, at man skulle være verdens bedste. Det er godt nok vildt at tænke på,« siger Rasmus Grangaard Christiansen.

Og i familien har man været lidt mundlamme.

»Jeg tror næsten bare, at vi er stumme og virkelig stolte,« lyder det hans mor Tine Grangaard Salomonsen.

»Altså han har jo bare løbetrænet – og vi er bare en helt almindelig familie – og pludselig står man der med sådan en knægt, der bare har så meget mentalt overskud og så meget jernvilje til at passe sin træning og ikke gå på kompromis,« siger hun.

»Og vi har da godt vist, han var en solid og god dreng. Men jeg tror egentlig mest, jeg har været sådan lidt stum og målløs. Så hvis han føler, at jeg ikke har udtrykt nok begejstring de sidste par dage, så er det nok bare, fordi jeg er sådan lidt slået bagud af det, og har svært ved at forstå det,« siger moren.

En uforklarlig gnist

Det er heller ikke, fordi Rasmus Grangaard Christiansen kommer fra en familie med nogle særlige traditioner for at løbe langdistanceløb, eller nogen der har et danmarks- eller verdensmesterskab på cv’et, som Tine Grangaard Salomonsen formulerer det.

»Vi støtter ham, men det er sgu hans egen fortjeneste det her,« siger hun.

Spurgt til, hvor løbegnisten, så helt præcist er opstået henne, har hovedpersonen selv svært ved at give et soleklart svar på:

»Måske er det kommet lidt fra min fætter og måske lidt fra sociale medier.«

Men han ved, det var i starten af 2025, han pludselig bare begyndte at løbe mere og mere.

»Jeg ved ikke, om der var nogen specifik grund til det, men jeg blev bare mere og mere glad for det.«

Og det er særligt følelsen, efter at man har presset sig til det absolut yderste, og der ikke er mere tilbage på tanken, der gør de lange ture det hele værd, fortæller Rasmus Grangaard Christiansen.

På den måde er kilometerne i benene også bare blevet flere og flere, og for cirka et års tid siden opstod så pludselig ideen om at deltage ved ultraløbet i Sæby, hvor han også fik lokket nogle af sine kammerater til at løbe i sekstimersudgaven af løbet.

»Og de sidste fire måneder har jeg trænet sådan konsistent op til det her løb, og jeg løb sammenlagt 130 kilometer i løbet af den uge op til løbet, hvor jeg løb allerlængst.«

Hvad der dog gør den unge løbers bedrift endnu mere imponerende, er, at han som et andet dansk EM-hold i 1992 gik ind til løbet med langt mere ydmyge planer, end dér, hvor det hele endte.

»Mit mål var at løbe 100 kilometer på under 10 timer. For jeg ville egentlig bare gerne have været med til et 100 kilometer-løb. Men der var ikke nogle løb, hvor jeg var gammel nok til at være med, så jeg valgte det her i stedet for, og så var planen egentlig at stoppe, når jeg havde løbet de 100 kilometer,« siger han.

Men sådan gik det som nævnt ikke.

»Så kunne jeg jo pludselig se, at jeg var godt med og havde en god placering, og så ville jeg jo bare prøve at fortsætte, og så endte jeg så med at vinde løbet,« siger han.

Ændrer planerne

Allerede efter 60 kilometer – eller cirka halvvejs – begyndte Rasmus Grangaard Christiansen så småt at lægge en ny plan for dagens løb oppe i hovedet. Den endelige beslutning udskød han i 20 kilometer.

»Men der besluttede jeg så efter cirka 80 kilometer, at jeg ville fortsætte og løbe i alle 12 timer og bare se, hvor langt jeg kunne nå. Jeg havde det godt, og mit mål blev så at komme i top-3. Jeg tænkte, hvorfor stoppe, når det gik så godt.«

Hurtigt kom han også op på en andenplads, men det begyndte for alvor også at gøre ondt i benene.

»Men pludselig løb jeg så sammen med en, der hedder René Jørgensen, som var med i 24-timersløbet. Han ”pacede” mig, og gav mig en masse tips og tricks. Jeg løb sammen med ham fra kilometer 80 til kilometer 108, og der overhalede jeg faktisk ham der, der lå nummer et. Og fra kilometer 108, så begyndte jeg bare at løbe lidt hurtigere for at lave en slutspurt, og se hvor langt jeg kunne nå.«

And the rest is history.

Det længste, Rasmus Grangaard Christiansen hidtil havde løbet, var 65 kilometer på en og samme dag. Men han endte altså med at løbe næsten det dobbelte i Sæby.

»Jeg havde helt ærligt ikke troet, at det ville gå så godt – overhovedet. Jeg havde ikke engang tænkt, at jeg kunne komme i top-5. Jeg ville bare blive glad af, hvis jeg løb de 100 kilometer på under 10 timer. Så jeg var virkelig glad for mit resultat.«

En ting han i øvrigt også klarede på cirka 9 timer og 39 minutter ifølge hans eget ur.

Men har det så givet dig mere blod på tanden?

»Ja, fuldstændig. Da du ringede, var jeg i gang med at se en film om ”Mors 100 Miles”, som jeg synes, virker virkelig fedt. Jeg er virkelig blevet bidt af ultraløb nu, så det er i hvert fald ikke det sidste løb, jeg har løbet.«

»Jeg har også set nogle film om nogle af de helt store 200 miles-løb i USA (cirka 322 kilometer, red.) og læst om et løb i Grækenland, der hedder Spartathlon på 246 kilometer, som jeg synes lyder fedt. Men ja, det er langt ude i fremtiden,« siger Rasmus Grangaard Christiansen.

Han har trods alt også lige en eksamen, han skal læse op til.