Fortsæt til indhold

AGF skal betale 15 millioner kroner i leje af nyt stadion

Ifølge AGF-direktør Jacob Nielsen har fodboldklubben strakt sig langt i forhandlingerne med kommunen.

Sport
/ritzau/

AGF og Aarhus Kommune har indgået en lejekontrakt om det nye fodboldstadion, som er ved at blive bygget i Aarhus.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Den nykårede danske mester skal årligt betale en husleje på 15 millioner kroner før korrektion for såkaldte lejeleverancer, som indgår i stadionprojektet, lyder det.

»AGF har måttet strække sig langt for at komme i mål med disse forhandlinger, og 15 millioner kroner i årlig husleje er suverænt den højeste leje for et kommunalt stadion i Danmark,« siger AGF’s direktør, Jacob Nielsen.

»Det har samtidig været et krav fra kommunens side, at AGF alene skal drive stadion, hvilket er enestående i Danmark og medfører store omkostninger for klubben sammenlignet med vores Superliga-konkurrenter på kommunale stadioner.«

Alligevel kalder Jacob Nielsen det for »en tilfredsstillende aftale for AGF«.

Med lejeaftalen får AGF råderet over stadion 19 dage om året, men har fuld råderet over vip-lokaler og kontorer hele året rundt.

Kommunen råder over stadion 31 dage om året og vil kunne afvikle for eksempel landskampe og andre idræts- og kulturarrangementer.

»Jeg er glad for, at det nu er lykkedes at lande en aftale med AGF, så alle parter ved, hvad de skal regne med. Som altid med aftaler har parterne måttet bøje sig mod hinanden, men jeg synes, vi sammen med AGF er landet rigtigt,« siger borgmester Anders Winnerskjold (S).

Oprindeligt var planen, at AGF kunne indvie det nye stadion i sommeren 2026, men det blev senere skubbet til december 2026 og siden til marts 2027.

»Vi ser frem til at kunne tage de nye faciliteter i brug uden yderligere forsinkelser fra 1. april 2027 med en testkamp langfredag 26. marts,« siger AGF-direktør Jacob Nielsen.

I oktober skrev Jyllands-Posten, at man arbejder med muligheden for, at det nye stadion først kan tages i brug i august 2027.

Det skrev avisen på baggrund af et notat fra Kongelundens Sekretariat, som håndterer stadionprojektet for Aarhus Kommune.