Fortsæt til indhold

DBU bekræfter Kent Nielsen som ny landsholdsassistent

Kent Nielsen stopper som cheftræner i Silkeborg og bliver ny assistenttræner for Brian Riemer på landsholdet.

Sport
/ritzau/

Kent Nielsen er ny assistenttræner på det danske herrelandshold i fodbold. Det bekræfter Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Det betyder samtidig, at 64-årige Nielsen stopper som cheftræner for Silkeborg IF.

Han har skrevet under på en toårig aftale med landsholdet. Landstræner Brian Riemer siger til DBU’s hjemmeside, at han er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få aftalen på plads.

»Kent Nielsen er en stor kapacitet, som passer perfekt ind i det team, jeg har ønsket at få samlet med forskellige kompetencer,« siger Brian Riemer.

»Med Morten Wieghorsts afgang har jeg ønsket en assistenttræner med stor erfaring, og Kent Nielsen deler samtidig samme offensive tilgang til spillet som mig, og derfor har jeg valgt ham som ny assistenttræner til mit team foran mange stærke kandidater.«