Fortsæt til indhold

Superligastjerner går direkte fra græs til oksefilet og lækker buffet i Adelgade

I over tre årtier har Café Bageriet holdt hof i Adelgade i Ebeltofts gamle bydel – nu invaderes den af sultne AGF-profiler til nachspiel efter kampen på Ebeltoft Stadion 22. juni.

Sport

Når dommeren fløjter af for AGF’s testkamp mod Djursland-holdet på Ebeltoft Stadion mandag 22. juni, rykker spillere, ledere og inviterede gæster direkte videre til nachspiel på Café Bageriet i Adelgade 60.

Her står værtsparret Lone Bendtsen Kruse og Jesper Carsten Støckel klar med en righoldig buffet, hvor lækkerier som oksefilet, kyllingebryst og flere slags salater venter de sultne deltagere.

Lone Bendtsen Kruse og Jesper Carsten Støckel glæder sig til at byde AGF og lokale fans velkommen til nachspiel i Adelgade. Foto: Anne Frank Henriksen

Tre årtier i Adelgade

Café Bageriet har været en del af Ebeltofts byliv siden 27. marts 1991 med Lone Bendtsen Kruse og Jesper Carsten Støckel som ejere og masterminds.

De er begge uddannede tjenere og dannede par i de første seks år af caféens levetid.

De valgte at fortsætte samarbejdet som makkere i køkkenet på trods af, at de gik hver til sit i privatlivet. Lone Bendtsen Kruse, 58, tidligere fodboldspiller i IF Mols, bor i Knebel, mens Jesper Carsten Støckel, 63, opvokset i Dragør, nu bor i Dråby.

Buffet, bold og byliv

I de travle perioder har caféen en del hjælpere på holdkortet.

»Vi laver selv maden, og vi har ekstra personale på til arrangementet den 22. juni. Vi har ikke fået stillet særlige krav til menuen fra AGF, men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at fodboldspillere på eliteniveau, som er begyndt sæsonen, er meget bevidste om, hvad de spiser,« siger Lone Bendtsen Kruse.

Caféen ligger i den gamle bydel og har plads til 75 gæster inde og 75 ude i gårdhaven. Stemningen er afslappet, og gæsterne spænder fra unge til ældre.

»Man kommer, som man er – vi har både unge, familier og ældre, og vi kender de fleste ved navn,« fortæller Lone Bendtsen Kruse.

Stedet holder åbent hele året og er kendt for sin børnevenlige stil og brede menukort.

»Vi har altid haft fokus på, at alle skal føle sig velkomne, og vi har gæster i alle aldre. Vi har også en del fodboldinteresserede blandt vores stamgæster,« siger hun.

AGF-profiler og lokale fans

Lone Bendtsen Kruse følger AGF tæt og fremhæver profiler som den sprælske kantspillere og dribler Gift Links, som mange undres over ikke er med hos Sydafrika til VM, den 19-årige tryllekunstner i venstre side, Frederik Emmery og svenske Felix Beijmo, der nu spiller for FC København.

Til arrangementet er også borgmester Michael Stegger Jensen, som sammen med Mark Kruse fra IF Mols er træner for det udvalgte hold, og flere lokale ildsjæle inviteret.

»Det er selvfølgelig noget særligt for os, at AGF og Djursland-holdet kommer her. Det er en fjer i hatten for Café Bageriet, og vi blev glade da Carla Larsen fra Ebeltoft IF kom forbi og bad os være værter. Vi synes, det er sjovt og vil gerne give alle en god oplevelse,« siger Lone Bendtsen Kruse.

»Vi lukker nok for almindelig spisning klokken 18.30 på dagen for arrangementet, så vi kan rumme de mange gæster og sikre, at alt forløber godt,« siger hun.

Samlingspunkt for Ebeltoft

Gennem årene har stedet opbygget en stærk identitet og fungerer som samlingssted for både lokale og besøgende.

»Vi har altid gerne villet kæmpe for stedet og skabe vores egen identitet. Det er vigtigt for os, at caféen er et sted, hvor folk kan mødes på tværs af alder og interesser,« siger Lone Bendtsen Kruse.

Det er første gang, caféen danner ramme om et arrangement med et superligahold. »Vi glæder os til at byde AGF, Djursland-holdet og alle de andre gæster velkommen. Vi skal nok sørge for, at ingen går sultne hjem,« siger hun.

Både Lone Bendtsen Kruse og Jesper Carsten Støckel ser frem til en aften, hvor fodbold og fællesskab er i centrum.

»Det er jo det, der gør det sjovt at drive café – at vi kan være med til at skabe gode oplevelser for både lokale og besøgende,« siger Lone Bendtsen Kruse.