Aarhus Fremad henter tidligere Superliga-spiller: »Han kommer med værdifuld erfaring«
1. divisionsklubben Aarhus Fremad føjer den tidligere FCM-, OB- og AC Horsens-spiller Alexander Ludwig til truppen.
1. divisionsklubben Aarhus Fremad har for få dage siden fået ny træner, efter at klubbens mangeårige chef, Morten Dahm Kjærgaard, tog turen til superligaklubben Silkeborg og cheftrænersædet der.
Et skifte, der betød, at den tidligere assistenttræner Mathias Damgaard nu er forfremmet til cheftræner i Aarhus-klubben.
Og som noget af det første har Aarhus Fremads nye træner kunnet sige goddag og velkommen til en ny spiller.
For klubben oplyser, at man har hentet backen Alexander Ludwig, der kommer fra AC Horsens, hvor han har spillet de seneste syv år.
»Vi er meget glade for at få Alexander Ludwig ind i truppen. Han er en spiller, som sætter en ære i at forsvare målet. Derudover kommer Ludwig ind med stor erfaring, lederskab og en ro, som vi tror bliver vigtig – både på og uden for banen,« siger cheftræner Mathias Damgaard om forsvarstilføjelsen til klubbens hjemmeside.
Ludwig har tidligere optrådt for FC Midtjylland, Vendsyssel FF, HB Køge og OB – og har i karrieren spillet 135 superligakampe.
»Alexander passer rigtig godt ind i den profil, vi har søgt efter. Han kommer med værdifuld erfaring og tilfører nogle kvaliteter, som matcher den retning og spillestil, vi ønsker at udvikle holdet i. Derfor er vi meget glade for at få ham til klubben,« siger rekrutteringschef Lauritz Hørby.
Alexander Ludwig får nummer 33 og tiltræder truppen med det samme, skriver Aarhus Fremad.
Aarhus Fremad spiller første kamp i den nye sæson søndag den 26. juli, når aarhusianerne skal en tur til Hobro.