Fortsæt til indhold

Flyvende Due høster igen et hav af DM-medaljer

Aarhusiansk pickleball-spiller har nu samlet vundet ni DM-titler.

Sport
ksa

Thor Due fortsætter med at skrive historie i dansk pickleball.

Den 26-årige aarhusianer fra Skovbakken Tennis vandt søndag mix og fuldendte dermed et guldhattrick ved DM i pickleball. Efter triumfer i herresingle fredag og herredouble lørdag sluttede han mesterskabet af med sin tredje guldmedalje.

Det skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.

Det er samtidig tredje gang i træk, at Thor Due vinder alle tre DM-titler. Faktisk er det sket ved samtlige danske mesterskaber i pickleball, siden sporten fik sit eget DM.

»Det føles virkelig godt. Det er en mission, der er lykkedes. Jeg er glad for, at jeg formår at holde hovedet koldt, også når jeg eller vi kommer bagud, og bare blive ved med at spille mit spil. Og det har heldigvis vist sig at være nok,« forklarede Thor Due efter triumfen.

Mix-finalen satte punktum for årets DM i pickleball, som blev afviklet under DIF DM-ugen i Sportscenter Herning.

Thor Due dannede makker med Kristina Jensen (Pickleball Copenhagen), og i finalen ventede Jimmy Scherff og Ida Hasselbalch fra Pickleball Copenhagen.

Scherff og Hasselbalch fik den bedste start og tog første sæt, men Due og Jensen svarede igen. De vandt de to efterfølgende sæt og kunne for tredje år i træk lade sig hylde som danske mestre i mix.

Se video: