AGF’ere er rivaler i vandet, men venner og klubkammerater på kanten
De er konkurrenter, holdkammerater, nummer ét og to i Danmark, gode venner, der nu skal til EM sammen. Venskabet og det at være Danmarks to bedste brystsvømmere har også en pris. De oplever nemlig, at en del historier om deres relation flyder rundt på bassinkanten.
22-årige Elias Marius Elsgaard og 21-årige Jonas Gaur har gennem de seneste år ligget side om side og konkurreret om at være Danmarks hurtigste 50 og 100 meter brystsvømmer. Indtil for et lille år siden har de svømmet for hver deres klub, men i august 2025 valgte Elias Marius Elsgaard at flytte fra Vejle Svømmeklub og blive en del af Jonas Gaurs træningsmiljø i AGF. Nu skal de til EM i Paris sammen som klubkammerater.
Det skriver AGF Svømning i en pressemeddelelse.
Selv om de er gode venner og under hinanden succes, var det med en vis portion bekymring, at de to skulle være trænings- og klubkammerater.
»Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da Elias begyndte i AGF. Jeg havde en masse tanker om, hvordan det ville være at skulle træne med min allerstørste konkurrent, men det har heldigvis været en positiv oplevelse, siger den danske rekordindehaver på 100 meter brystsvømning,« Jonas Gaur, som bor i Galten og til daglig er lærervikar.
»Der går rigtig meget snak på bassinkanten rundt omkring i Svømmedanmark. Det er negative historier om vores relation, som på ingen måde passer, og vi blev faktisk nødt til at involvere vores trænere i det, fordi det var ubehageligt for os. Vores største udfordring er ikke hinanden, men at andre svømmere rundt omkring gør os til en form for fjender – det er andres mening, der fylder,« supplerer Elias Marius Elsgaard, der netop er begyndt som elektrikerlærling.
Et sikkert skifte
Han var slet ikke i tvivl om, at han ville skifte til AGF, som har Danmarks bedste hold på herresiden. Også selv om det betød, at han ville få daglige træninger med Jonas Gaur.
»Det har faktisk ikke fyldt så meget, som jeg frygtede, at vi er hinandens største konkurrenter og nu er klubkammerater. Vi er meget forskellige – både den måde vi svømmer og træner på, men også som mennesker. Efter så mange år som rivaler i vandet kender vi hinanden rigtig godt, og fordi vi er så forskellige, har andre svært ved at tro på, at vi faktisk er rigtig gode venner,« siger Jonas Gaur.
Men det er lige præcis sådan, det forholder sig. De er forskellige og gode venner, og det kan cheftræner i AGF, Line Petersen, bekræfte. Hun er sammen med de to svømmere så godt som hver dag.
»Det er utrolig spændende at træne de to. Selv om de svømmer de samme løb og er nummer ét og to i Danmark, er de meget forskellige både som mennesker og atleter. De har hver deres spidskompetencer, og derfor behøver de heller ikke kigge langt efter områder, hvor de kan lære af hinanden og udvikle sig. Det skaber et stærkt træningsmiljø, hvor begge bliver udfordret til at tage det næste skridt. Det er med til at holde dem sultne på udvikling, og det er fedt som træner at være en del af,« siger hun.
Kursen er sat mod Paris
De bruger oceaner af timer hver eneste uge i bassinet, og i svømmesporten er det ofte de helt små marginaler, der afgør, om man vinder guld eller sølv. Og i deres nedture kan det godt gå ud over det gode humør.
»Jeg ønsker, at Jonas har succes, men når jeg selv har nedeperioder – både fysisk og mentalt – er det helt vildt frustrerende,« forklarer Elias Marius Elsgaard, og Jonas Gaur supplerer:
»Når det ikke spiller for mig selv under træningen eller til mesterskaberne, og jeg kan se, at Elias har succes, så gør det da lidt ondt. I de situationer ville jeg jo ønske, at det var mig selv, men det er ikke det samme som, at jeg ikke under ham succes, for det gør jeg.«
Begge topsvømmere er glade for, at de til august kan pakke svømmetasken og kufferten og sammen drage til EM i Paris. Med sig har de deres klubkammerat Emma Brogaard Krogh, som også er udtaget til mesterskaberne. Det samme er cheftræner Line Petersen. Inden EM venter der rigtig mange kilometer i bassinet, og når alle deres klubkammerater går på sommerferie, bliver de to ved med at træne.
«Det er virkelig lækkert, at vi skal af sted sammen, og det er med til at holde motivationen oppe, mens alle de andre er på ferie. Vi kender hinanden godt, og vi kan læne os op ad hinanden, og det er virkelig rart, lyder det fra de to AGF-svømmere.
læser
lige nu