En uforglemmelig fan-dag i Poznań

Mine tre børns fødsel, to 3-3-kampe mod Brøndby på det gamle stadion i Aarhus, DM-guld i Brøndby og en europæisk returkamp i Poznań. Store skelsættende begivenheder, der altid vil være printet og brændt ind i min hukommelse for evigt.

En af disse markante begivenheder var jeg ikke med til ”live”. Min kærestes datters konfirmation gjorde det umuligt at drible til Vestegnen den 10. maj. Endnu en konfirmation – den ældste søns – præcis en uge senere bevirkede, at vi først kunne nå ud og hylde de danske mestre på Tangkrogen om aftenen. Og hvilken aften det blev.

Derfor var det en gigantisk glæde at kunne give sønnike en fodboldtur i konfirmationsgave. En udebanetur i bus til polske Poznań med 77 andre AGF-fans fra oplandet.

Forventningerne var dog ret lave efter 1-4-nederlaget i Randers, men som gammel GF-fan – siden 1981 – vidste jeg, at intet er umuligt, selv om man skal kigge langt efter europæisk AGF-succes. Men når Jakob Poulsen forinden har sagt, der er en chance, så troede vi da på det. Den mand er genial.

Om ikke andet ville vi få en fremragende far-søn-tur. Uanset resultatet.

Det var med den indstilling, vi meget sent mandag aften satte os ind i fanbussen på Skanderborg Station. En tur, som skulle vise sig at blive fuldstændig uforglemmelig.

Vi ramte vores hotel tirsdag formiddag efter en del timers buskørsel. Det lå i den centrale del af Poznań, og efter indtjekning kom en af turens første af flere helt store positive overraskelser. AGF-spillerne og staben skulle bo samme sted som os, og ankom om eftermiddagen.

Vi nåede at modtage og hylde dem og mødte flere af ”de modigste fra byen” adskillige gange på hotellet, oftest i elevatoren. Stor oplevelse for min 13-årige søn og ikke mindst for faren.

Politikontrol skaber mere ro

Efter flere shoppeture og turistagtige ting i den ganske fine gamle bydel i Poznań, var den store onsdag kommet med AGF-fællessang på det store torv, en vanvittig shuttlebustur med politieskorte til stadion syv kilometer fra centrum. Jeg har sjældent set så meget politi i de par dage i Poznań, hvor kampklædte betjente var ved hotellet, på torvet og i et stort område på stadion.

Her ventede turens klimaks: AGF’s vanskelige returkamp mod de polske mestre.

En hæsblæsende affære, hvor vi skulle hele følelsesregisteret igennem.

Det var så godt som umuligt at få væske og føde på det imponerende Enea Stadion, hvor godt og vel 2.000 medrejsende AGF-fans havde indfundet sig. Vi skulle forsøge at overdøve 34.000 af hjemmeholdets fans, hvilket var noget udfordrende. Værterne havde valgt at stå klar med en enkelt bod til alle os udebane-fans, og flere var i fare for at dehydrere. Vandet på toiletterne slap nemlig også op.

Derfor var det også helt underligt ikke at blive badet i fadøl ved de mange AGF-scoringer, for de heldige, som kom igennem den massive kø ved boden, valgte at være varsomme med deres væske.

Hvad der skete i samtlige 120 minutter og så de ti straffespark, er svært at beskrive. Men omgivet af sønnike og en god kollega og hans bedste fodbold-buddy var vi i en form for trance, hvor jeg især blev slået hårdt, men kærligt på højre skulder af sønnike, som flere gange udbrød: »Far, jeg kan ikke være i mig selv!«

Sidst jeg oplevede det, var 3-3-kampen mod Brøndby, da vi med nød og næppe hev bronze hjem, men det var, som om det her var større, mere intenst og et comeback, der ville gå over i historien.

Vi troede, vi var døde og borte, da Jonas Jensen-Abbew tilsyneladende begik straffe, men VAR reddede os, og da Tobias Bech fik kringlet bolden ind nede i vores ende, begyndte håbet om sejr at spire.

Men hjemmeholdet var stadig ubehageligt farligt, og vi takker stadig Mads Hedenstad for at stå en Lars Windfeld-kamp.

Teenage-power og et Brøndby-svin

Da anfører Arnstad noget heldigt øgede føringen på straffespark, kunne vi fornemme at miraklet i Poznań begyndte at forme sig. Ingen kunne være i sig selv. Godt, vi havde hinanden.

Forsvarsgeneral Tingager stangede bolden ind i nettet til 0-3 til endeløs jubel. Måske kunne vi vinde 4-0. Det var i hvert fald det, vi begyndte at synge. Jeg har altid hadet ”4-4-4-4-nul, 4-nul, 4-nuuuuuulll”, men lige dér gav sangen mening og håb, men både midtbane-dynamo Knudsen og Tingager kunne næsten ikke løbe, og hele to debutanter i forsvaret i form af 17-årige Christian Storch og 19-årige Mouhammade Camara, der spillede som mandfolk.

Neglebideriet nåede nye dybder i den forlængede spilletid, hvor hjemmeholdets cheftræner, Niels Frederiksen, fik at vide, at: »Du er og bli’r et Brøndby-svin« de gange, han tonede frem på storskærmen.

Bedst som vi troede, at de polske gummiben helt var ved at stoppe med at spille, reducerede Filip Jagiełło kort inde i den forlængede spilletid. Helt præcist hvornår vidste vi ikke, for stadionuret kørte ikke mere. Derfor måtte vi selv tage tid i den sidste halvleg, hvor der atter var teenage-power, da 18-årige Tomás Óli Kristjánsson øgede føringen og sendte os alle i himlen igen og i en nervepirrende og gåsehudsfremkaldende straffesparkskonkurrence.

Her var Kristian Arnstad decideret uheldig. Først i lodtrækningen, der endte med, at der skulle sparkes i Lech Poznań-enden, og så fik hjemmeholdet ovenikøbet lov til at sparke først. Noget af pres for vores nu ret unge mandskab.

Nede med 1-0 og en Arnstad-afbrænder frygtede vi, at det nu var tid til at vinke farvel til Champions League, men en storspillende Mads Hedenstad ville det anderledes med to redninger i træk. Læg dertil, at Tingager viste, hvilken side der skulle sparkes i – og helst godt oppe i nettaget.

På et hængende hår fulgte Tobias Bech den opskrift, og i en jubelspurt af en anden dimension kom han ned til et jubelbrøl, der måske kun er hørt større i Brøndby 10. maj tidligere på året.

»Na-na na-na na-na na-na na-na now: Mads Hedenstad, Hedenstad, Mads Hedenstad,« blev der sunget for fulde tørre halse efter Cut’N’Moves coverversion fra 1993, og et hav af fanhymner blev efterfulgt de næste tre kvarter, hvor vi fik lov til at blive på stadion af sikkerhedsmæssige årsager.

Blandt de neutrale tilskuere kunne jeg ane, at Peter Viggo Jakobsen – den hvidglødende AGF-fan og Forsvarsakademiets tv-kendte militæranalytiker – stod og jublede. I det øjeblik vidste jeg, at vi var i sikre hænder og ville komme godt hjem fra denne heksekedel. For Peter Viggo har styr på forsvaret og livet som sådan.

Vi fik også givet flere Fenerbahçe-hilsener. Især til mirakelmageren Jakob Poulsen, som AGF lige så godt nu kan få lavet en statue af, inden det nye stadion bliver indviet. Eller omdøbe Stadion Allé til Jakob Poulsen Allé, der så vil føre op til John Stampe Plads.

Der ventede nu en lang bustur hjem, og vi landede i Skanderborg torsdag klokken 10. Stadig helt lykkelige og taknemmelige over at have været førstehåndsvidner til et af de største mirakler i dansk fodbolds historie.