Krydstogtskib med 5.000 passagerer ved kaj i Aarhus: Næste stop Ebeltoft
Et af Europas største krydstogtskibe er fredag morgen anløbet Aarhus Havn, hvilket slet ikke var en del af planen.
Normalt er krydstogtanløb planlagt flere måneder eller sågar år i forvejen. Men blot 48 timers forberedelse fik Aarhus Havn og den lokale turistorganisation Visit Aarhus, da det enorme krydstogtskib Aidanova anløb Aarhus Havn fredag morgen.
Det er blandt Europas største krydstogtskibe, og det er det allerstørste, som nogensinde har sejlet ind i Aarhus Havn.
Nogle af de mange passagerer kan de lokale handlende i Ebeltoft måske komme til at nyde godt af.
Det 337 meter lange og 58 meter bredde skib med 4.900 passagerer og 1.400 besætningsmedlemmer om bord var egentlig på vej til Skagen Havn, men vejrforhold fik kaptajnen til at sætte kursen mod Aarhus, og så fik man travlt i byens havn.
»Vi har arbejdet meget hurtigt de seneste 48 timer,« fortæller Daniel Møller Jensen, pressechef hos Aarhus Havn, således til Lokalavisen.dk en times tid efter, at det enorme skib ankom.
For Aarhus Havns bynære terminal til krydstogtskibe er slet ikke stor nok til den ”uanmeldte” gæst. Derfor er den såkaldte omnibusterminal, som også blev brugt, da det amerikanske militærfragtskib tidligere i år lagde til i Aarhus Havn, taget i brug.
»Den er normalt ikke bygget til krydstogtskibe, så de sidste 48 timer har vi brugt på at får kajen gjort klar til den infrastruktur, som kræves, når så stort et krydstogtskib anløber,« fortæller pressechefen.
Sved på panden
Også hos Visit Aarhus har det overraskende besøg givet sved på panden, fortæller direktør Pia Lange Christensen:
»Det er ikke så tit, at vi får uanmeldte gæster på den måde. Det er sket før, men ikke i denne her skala, så vi fik da lidt travlt. For der skal også være guider, som skal hjælpe gæsterne af sted, der skal være frivillige til at tage pænt i mod, og der skal arrangeres busture. Så der har været hektisk aktivitet, men det er lykkedes rigtig godt at få skaffet et fuldt setup, og vi er rigtig glade for at tage imod så mange gæster.«
I alt er 20 frivillige klar til at tage imod de tæt på 5.000 krydstogtgæster på kajen, og så er seks såkaldte velkomstværter kaldt ind for at give turisterne, som primært er fra Tyskland, en god dag i Aarhus.
Når et krydstogtskib normalt ankommer til Aarhus, bliver der arrangeret flere ture ud i resten af Aarhusregionen, men på grund af den korte forberedelsestid får dagens gæster kun en tur til Ebeltoft udover muligheden for at slå sig løs i Aarhus.
Har man lyst til at se det enorme skib, skal man gøre det i løbet af fredagen, for det er planen, at skibet sejlere videre klokken 18.