Gå på opdagelse i Labyrinten og lav dit eget lille kunstværk i glas
Se den nye udstilling Labyrinten og deltag i kreative aktiviteter på Glas - Museet for glaskunst i Ebeltoft.
På Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft kan du lige nu opleve kunstværker skabt af nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere som Per Kirkeby, Erik A. Frandsen, Bjørn Nørgaard, Ursulan Reuter Christiansen og Malene Landbreen i den helt nye udstilling Labyrinten. Du vælger selv din vej gennem Labyrinten, og undervejs møder du både magiske dyr og fantastiske former og farver i glas.
I vinterferien har du også mulighed for selv at lave et lille kunstværk i glas, fortæller museet i en pressemeddelelse.
Mandag 12. februar er der fusing på programmet. Her kan du lave et fantasifuldt billede af farvede glasstykker. Motivet afleveres i værkstedet, hvor det varmes langsomt op over natten og smeltes sammen til et smukt glasbillede. Det færdige resultat kan du hente efter to dage.
Onsdag 14. februar kan du deltage i sandstøbning og lave et aftryk af din hånd eller en figur i vådt sand. Når aftrykket er færdigt, hældes varmt, flydende glas i formen. Glasstøbningen sættes herefter til afkøling natten over og kan hentes dagen efter.
Besøger du museet torsdag i vinterferien, kan du fordybe dig i udstillingen sammen med en af museets guider, når der er gratis omvisning for hele familien kl. 14. Du kan også lave en lille, enkel glasmosaik lige til at tage med hjem alle dage i åbningstiden undtaget mandag, hvor der er fusing.
Der er begrænsede pladser til fusing og sandstøbning, så det er nødvendigt at købe billet på forhånd til disse aktiviteter, oplyser museet.
Billetter kan købes på go-syddjurs.dk.
Museet er åbent alle dage kl. 10-17 i dagene 10.-18. februar.