I stedet for at politikerne står med våde øjne, skulle de tage at handle - gademedarbejdere kan gøre unge trygge

En af Danmarks største digtere og essayister, Søren Ulrik Thomsen, har ofte talt om vores liv på to etager:

»Vi lever i to etager.

På den ene etage befinder sig de specifikke, samfundsmæssige vilkår, som vi kan og skal forbedre ved hjælp af politik og fornuft;

og på den anden etage findes de vilkår, mennesket altid har levet på og ikke kan ændre, men som vi ikke desto mindre er nødt til at forholde os til:

Vi bliver forelskede, forladt, vi skal dø, vi fødes. Det er mysterier, som fornuften ikke kan forklare.

Men det er vigtigt, at de to niveauer ikke sammenblandes.«

Til stadighed blandes de to etager i den politiske debat, og så er det, at politikerne går galt i byen i alt deres velmenende forsøg på at tro, at de er guder med en overjordisk magt.

På det seneste byrådsmøde diskuterede man unges forhold. Hvad sagen handler om, fortoner sig i det uvisse. Parolen var den velkendte, at unge mennesker langt ned i børnealderen ikke trives, og hvor synd det er.

Det blev en patetisk opvisning i, når en politisk debat bliver pseudoagtig, fordi alle forsøger at overgå hinanden og skruer op fra en pivende bedemandsstemme.

De politikere, der sagde noget, bekræftede blot hinanden i, at den er helt gal med trivslen blandt unge, og at det var beskæmmende, synd og mere fra samme boldgade.

Ikke én stillede spørgsmålet: Hvad kan 27 lokalpolitikere gøre ved det? Måske, fordi svaret er ingenting. Det er et nationalt problem og mere end det.

Også når man skræller det at være teenager til alle tider af. SoMe trækkes op fra dyndet hver gang som den store forklaring på, at den er gal med trivslen.

I stedet for at politikerne står med våde øjne, skulle de tage at handle.

I begyndelsen af Syddjurs Kommunes levetid var man på vej til at gøre noget fremsynet, som hvis det havde fået lov til at bundfælde sig, ville have høstet store roser i dag.

Politisk besluttede man på fremsynet vis, at man ville levere penge til hele fire gademedarbejdere (SSP-konsulenter eller -koordinatorer hedder det i dag). Voksne mennesker i slidte Wrangler og udtrådte gummisko med pondus, som de unge kunne fat på alle ugens dage, når det brændte på. Ikke folk, der skulle sidde bag et skrivebord fra 8 til 16, men gademedarbejdere i ordets egentlige forstand.

Fire gademedarbejdere (Der er to i dag)? Er det nu ikke overkill? Overhovedet ikke. En til hver af de fire gamle kommuner, som med deres synergi kunne få 2 + 2 til at blive til fem eller måske snarere seks.

Desværre blev ordningen skyllet ud med badevandet, inden den overhovedet var kommet i gang.

Forslaget er hermed givet videre. Det parti, der tør melde konkret ud, at de støtter forslaget, vil have et valgkamptema, der vil være til at kunne forstå.

Få stentorrøsten på og stop bedemandsstemmerne langt væk. Nu skal der handles på underste etage. Lad dog være med at tro, at fire gademedarbejdere i sig selv vil gøre unge mennesker lykkeligere og erstatte mistrivsel med trivsel, men det vil gøre unge mennesker en smule tryggere i hverdags- og nattelivet.

Også de, der i en alder af 16 år, er sat ud i en lejlighed med besked på at klare sig selv. Vi må ikke lade dem sejle deres egen sø. Vi skal være der, når det brænder på, og vise, at vi tager deres trivsel alvorligt.

Politikerne skal stoppe med at famle i mørket og i stedet tænde lyset for de unge. Det er et spørgsmål om prioritering.