Fortsæt til indhold

Farlig bakterie fundet i spegepølse: Fare for akut nyresvigt

Der er fundet E.coli i spegepølsen - og det kan give voldsomme symptomer.

Syddjurs
jro

Ulvedal Ost tilbagekalder Hjorte Spegepølse, da der er fundet E.coli (STEC) i produktet.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i perioden fra den 11.10.2024 til 03.12.2024.

Produktet er solgt i: Letkøb Agersø, Min Købmand Nimtofte, Min Købmand Nørager, Min Købmand Oddense, Bjert Gamle Brugs, Brugsen Peter Bangs Vej, Min Købmand Vejrumbro, Meny Lyngby, Restaurant og butik Ca-Va, Min Købmand Ådalen, Steens bageri, Mols Super (Letkøb Femmøller) og Spar Stoholm.

Det er denne spegepølse, der tilbagekaldes. Foto: Fødevarestyrelsen.

Voldsomme symptomer

Symptomerne på infektion med E.coli (STEC) er ofte akut maveinfektion med diarré, svære mavesmerter og opkast. Normalt får man ingen eller kun let feber.

Sygdommen går for det meste over i løbet af 5-10 dage, skriver Fødevarestyrelsen.

I enkelte tilfælde kan infektionen forværres med akut nyresvigt, kaldet hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS).

»Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet, bør du kontakte din egen læge,« lyder opfordringen.

Læs mere om E.coli i fødevarer her

Læs mere om E.coli (STEC) i fødevarer her

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det.