River kontrakt med udskældt plejehjem itu: »Nu har vi ikke længere kun en mistanke«
Arbejdstilsynet påtænker at give plejehjem på Djursland et nyt påbud for problemer med arbejdsmiljøet. Dermed stopper de også deres samarbejde.
»Samarbejdet opsiges, og I får højst sandsynligt et påbud.«
Sådan er budskabet fra Arbejdstilsynet til demensplejehjemmet Frejasvænge på Djursland.
Det fremgår af et brev fra 19. december, som TV2 Østjylland netop har fået indsigt i.
Udviklingen kommer oven på, at pårørende til beboere på plejehjemmet flere gange har kritiseret forholdene.
Egentlig havde Frejasvænge og Arbejdstilsynet indgået en aftale om sammen at forbedre arbejdsforholdene, men efter to besøg på plejehjemmet har Arbejdstilsynet opsagt aftalen.
»Arbejdstilsynet har på besøgene fået yderligere oplysninger omkring aktuelle problemer med høje følelsesmæssige krav, og dermed har vi ikke længere kun en mistanke om, at ansattes arbejde med beboerne på Frejasvænge ikke er fuldt forsvarligt på grund af høje følelsesmæssige krav,« står der i brevet.
Samtidig forventer Arbejdstilsynet at give Frejasvænge et påbud om at sikre, at ”arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så høje følelsesmæssige krav i arbejdet med beboerne på Frejasvænge ikke forringer ansattes sikkerhed og sundhed på kort eller lang sigt.”
Risiko for vold
Tidligere har Frejasvænge fået påbud, fordi risikoen for vold i arbejdet ikke var effektivt forebygget.
Arbejdstilsynet vurderede, at der skulle været kommet styr på de forhold igen, og derfor blev samarbejdsaftalen indgået - den aftale, som nu er opsagt.
Hos Syddjurs Kommune tager sundheds- og ældrechef Niels M. K. Diedrichsen det ”meget alvorligt”, at plejehjemmet formentlig får et nyt påbud.
Stedet har siden Arbejdstilsynets første besøg arbejdet på en handleplan, hvor flere elementer allerede er sat i gang.
»Det gælder blandt andet en øget frekvens af supervision, planlagte pauser i løbet af arbejdsdagen, mere beboerspecifik introduktion af nye medarbejdere i forhold til forebyggelse af voldsomme hændelser samt hyppigere og beboerspecifik undervisning i nænsom nødværge,« skriver Niels M. K. Diedrichsen i en mail til TV2 Østjylland.
Selvom der skulle være mere ro på nu, er han ”fuldt ud klar over, at der er konkrete problemer.”
»Det er tale om et specialplejehjem for borgere med demens, og det betyder, at der også fremadrettet vil opstå situationer, som kan opleves som følelsesmæssigt svære for den enkelte medarbejder,« står der i mailen.
TV2 Østjylland har flere gange omtalt problemer med særligt en udadreagerende beboer, som både har skabt uro for de andre beboere og udsat de ansatte for vold.