Opløste sig selv: Så skulle 40.000 kroner have nye ejermænd
Forening har smidt håndklædet i ringen, og de 40.000 kroner, de havde på bogen, er kommet fire lokale godgørende formål til gode
Der var bobler og store checks på dagsordenen, da Foreningen Ebeltoft@Net fredag havde inviteret fire lokale foreninger indenfor hos Hos Walter på havnen i Ebeltoft.
Egentlig var årsagen til begivenhed ikke nødvendigvis noget at fejre.
Foreningen Ebeltoft@Net, som har eksisteret siden 1998, har nemlig opløst sig selv, men på bankbogen stod 40.000 kroner som, efter vedtægterne, skulle uddeles til almennyttige formål.
Og det blev de så i fredags.
Her modtog de unge mennesker på ”Rampen” ved Maltfabrikken, Ebeltoft Windsurf Klub, Ebeltoft Sogns Menighedspleje og Ebeltoft Rotary Morgenklub hver 10.000 kroner, og altså også et glas bobler eller to, som Kristian Busk, hos Walter, var vært ved.
Pengene vil Rampen bruge til at lave arrangementer for.
Surferne skal have nyt udstyr, Rotary vil spendere på lokale erhvervsmæssige og almennyttige formål og endelig vil de 10.000 kroner til menighedsplejen komme konfirmander til gavn.
Tiden indhentede Ebeltoft@net
23. januar 1998 blev foreningen Ebeltoft@Net stiftet med det formål blandt andet at arbejde for den bedst mulige præsentation på internettet af erhvervene i Ebeltoft Kommune.
I en lang årrække har hjemmesiden bragt illustrerede omtaler af lokale aktiviteter i Ebeltoft og den sydøstlige del af Djursland.
Det har drejet sig om kunstudstillinger, koncerter, besøg fra nær og fjern, smagninger af vine og spiritus, nyheder indenfor turisme, handel, håndværk og industri med meget mere.
I marts 2024 skete der imidlertid noget epokegørende for foreningen, idet langt de fleste webhoteller på internettet blev opgraderet for at lukke et stort sikkerhedshul.
Det medførte, at hjemmesiden ikke længere kunne fungere hensigtsmæssigt.
På en ekstraordinær generalforsamling i oktober 2024 blev det besluttet at lade foreningen ophøre ved udgangen af 2024.
Ved uddelingen var ud over de heldige modtagere også medlemmer af bestyrelsen for Ebeltoft@Net, hvoraf et par stykker har været med i hele perioden fra 1998 til i dag.
I forbindelse med arrangementet fik Bjørn Helmer en flot kurv med tak for de mange års virke for foreningen med synliggørelse af Ebeltoft på internettet.