Leif Gilsager indfanger naturen med sit kamera
Naturens vilde fugle og firbenede dyr indfanget på et splitsekund af Leif Gilsagers kamera.
»Den ene fugl er jo kønnere end den anden .... at naturen kan finde på så forskellige fugle og skabe noget så unikt og smukt.«
Leif Gilsager, der lod sig pensionere for et par år siden, er stort set hver dag ude med sit kamera og kommer som regel hjem med billeder fra naturen. Det er mest fugle, men også harer, rådyr og andre firbenede.
Han lægger ofte nogle af dem på Facebook, og de synes imponerende både fordi det er nærbilleder helt tæt på af vilde dyr, og fascinerende fordi de vækker en glæde ved naturens pragt.
103 fuglearter på Helgenæs
Leif Gilsager begyndte først at fotografere, efter at han var flyttet til Helgenæs i 1996. Her bor han sammen med sin hustru Vivi tæt på vandet og med deres lille flok af køer dekorativt græssende lige udenfor vinduerne.
»Jeg kommer jo fra stenbroen i København. Da jeg flyttede hertil opdagede jeg, at der var andet end gråspurve og duer,« smiler han lunt.
Faktisk har han fundet ud af, at der er hele 103 forskellige fuglearter på Helgenæs.
Tidligere tog han billeder, når han gik tur med hundene. Når de nærmede sig, fløj fuglene op, og Leif Gilsager ventede så, og tog sine billeder, når fuglen havde sat sig igen. I dag tager han bilen og kommer lidt længere omkring.
»Jeg ved nogenlunde, hvor dyrene er.«
At han viser dyrene så tæt på forklares af, at Leif Gilsager benytter en stor 800 mm linse til sit kamera og en såkaldt converter, så billedet kommer ud som 1600 mm. Via billedbehandlingen i computeren kan han vise dyrene endnu tættere på.
Færre fugle end for få år siden
Leif Gilsager har bemærket, at fuglebestanden er faldende.
»Der er slet ikke den rigdom, der var for bare tre-fire år siden,« konstaterer han.
For eksempel ser han ikke længere agerhønen og flere andre arter.
»På skydebanen var der tidligere både lærker og digesvaler. De er der ikke mere. Agerhønen, som vi så hvert år, er væk. Rørhøgen, hvor der tidligere var flere par, var der kun et enkelt par af sidste år, og i år har jeg endnu ikke set den.«
Derimod er der kommet flokkevis af gråspurve.
Han har ikke noget bud på, hvorvidt ændringerne i fuglebestanden skyldes klimaforandringer, pesticider eller noget helt andet.
Lokalt og ude i verden
Leif Gilsagers evner er forlængst blevet opdaget af andre. Han har på frivillig basis været dokumentarfilmfotograf for DK Syd, Aabenraa Lokal-TV og Sønderborg Lokal-TV, og har også både været i Tanzania, Zanzibar og Philippinerne, hvor han har dokumenteret NGO’eres arbejde.
Lokalt er der også bud efter ham som fotograf ved sommerfester, Mols-løbet, teater og andre begivenheder og arrangementer på Mols og Helgenæs.
»Det er sjovt. Så går tiden med det, og folk bliver som regel glade.«
Nyder Helgenæs’ natur
Leif Gilsager er nu gået på pension fra den virksomhed med energimærkning af huse, Jysk Trykprøvning, som han og hans hustru Vivi etablerede for cirka 25 år siden. Den var blandt de første virksomheder i Danmark, der blev certificeret indenfor dette felt. Han er oprindelig uddannet blikkenslager, men har også haft job som produktionsleder i en større virksomhed i Stege og har været kroejer på Møn.
I forbindelse med, at et af parrets børn blev ramt af alvorlig sygdom og heldigvis blev rask igen, blev de enige om at afhænde kroen for at kunne være der mere for deres børn. At de så bosatte sig på Helgenæs skyldes, at Vivi, der på det tidspunkt var direktør i en virksomhed, havde sine kunder i Jylland.
Her på Helgenæs er omgivelserne en gave for en naturfotograf som Leif Gilsager.
»Det er luften, og det at være ude i naturen. Jeg ser bare, hvad der er - skyernes formationer, nuancer i solnedgangen, dyrene og fuglene. Det er fascinerende. Al min interesse for at tage billeder er kommet, efter at vi flyttede hertil.«