Fortsæt til indhold

Købmand Peter Olsen venter stadig på sin afløser

Afløseren til Peter Olsen, Min Købmand i Nimtofte, er endnu ikke fundet.

Syddjurs

Peter Olsen, Min Købmand i Nimtofte, vil gerne tilbage til Sjælland, hvor han har sin familie. At han blev bedstefar for lidt over et år siden, har modnet hans beslutning, og i november sidste år besluttede han sig for at stoppe.

Hans afløser er imidlertid endnu ikke fundet. Indtil nu har fem interesserede meldt sig, dog uden at det er blevet til andet end forespørgsler.

Selv om Peter Olsen gerne vil videre, tager han det, som det kommer.

»Jeg vidste godt, at det kunne trække ud. Det er jo ikke tiden lige nu med statens afgiftspolitik og verden omkring os. Jeg bliver, indtil der findes en løsning.«

Peter Olsen har en solid baggrund inden for Dagrofa og tidligere succesfulde købmandsbutikker.

Tre fridage

Peter Olsen oplyser, at han siden han startede i maj 2024 kun har haft tre fridage. Ellers har han været i butikken fra tidlig morgen til aften i alle ugens syv dage. Butikkens åbningstid er 7.30 til 19, og han begynder selv 5.30 for at have ro til kontorarbejde, bake off og vareopfyldning.

De tre fridage har alle drejet sig om hans barnebarn. Den første var i forbindelse med fødslen for lige godt et år siden, dernæst navngivning og senest barnets et års fødselsdag.

Hans hustru bor stadig i parrets hus på Sjælland og pendler hveranden uge til Nimtofte, hvor hun arbejder i butikken.

Ejes af byens borgere

Min Købmand kom ind i billedet, efter at Coop meldte Dagli’Brugsen konkurs i 2022. Der gik halvandet år, inden købmandsbutikken åbnede, og det har taget tid at hente kunderne tilbage igen, fortæller Peter Olsen. Han har siden han startede tilpasset butikken ud fra de forudsætninger og det opland der er, og understreger, at butikken i dag er en god forretning i positiv drift.

Butikken ejes af byens borgere gennem ejendomsselskabet Nimtofte Købmandsgaard ApS. Ejendomsselskabet har moderniseret butikken og udlejer den til en selvstændig Min Købmand i henhold til Dagrofas forretningsplan for købmandsbutikker i mindre landsbyer. Købmanden står for driften og indgår i en lejekontrakt med ejendomsselskabet, som inkluderer både lejemål og inventar.

Det er købmandskæden Dagrofa, der er ansvarlig for at finde en ny købmand til butikken.