Fortsæt til indhold

Ved Vandet Festival: En glad vært ved badehotellet

Flemming Jørgensen, Restaurant Skødshoved, er en tilfreds mand ovenpå Ved Vandet Festival.

Syddjurs

Lørdagens Ved Vandet Festival ved Skødshoved Badehotel betød travlhed for Flemming Jørgensen, vært ved Restaurant Skødshoved. Han havde allieret sig med sin familie, og alle havde meget at se til. Datter, svigersøn, børnebørn, hustru og Flemming Jørgensen selv kunne akkurat lige følge med gæsternes sult og tørst ude på pladsen.

»Vi havde en rigtig god dag sammen. En hel familifest. Så det var dejligt. Alle syntes, det var sjovt og vil gerne igen.«

Også inde i restauranten var der dagen igennem masser af gæster.

»En helt fantastisk dag. God succes for os. Vi er meget glade,« lyder det fra Flemming Jørgensen, der også fortæller, at restaurantens gæster berettede, at de havde haft en god oplevelse med en masse forskellig musik, man ikke hører hver dag, og havde set mange spændende ting i boderne.

Flemming Jørgensen selv vil gerne fremhæve folkene bag festivalen for at have gjort et stort og godt stykke arbejde.

God tilstrømning

Flemming Jørgensen startede som vært i Restaurant Skødshoved i forbindelse med, at hans hustru blev forpagter af stedet i april i år Her fire måneder senere noterer han god tilstrømning, ind imellem med sommerdage hvor alt er optaget.

»Vi forsøger at gøre os fortjent til, at folk skal komme og besøge os, og jeg er meget tilfreds. Vi har fået rigtig god opbakning fra lokalsamfundet.«

I sommermånederne er der åbent hver dag fra klokken 10 – 22, og fra midten af eller slutningen af august og resten af sæsonen bliver der weekend-åbent. Restaurant Skødshoved lukker sæsonen med Mortensaften som sidste dag.

Flemming Jørgensens svigersøn Daniel lavede frankfurter og pita til gæsterne. Foto: Anette Bonde.