Fortsæt til indhold

Aarhusiansk michelinrestaurant står klar med ny ejerkreds, når den slår dørene op i marts

Når Restaurant Domestic 24. marts igen klar til at tage imod gæster fra hele landet, bliver det uden to af ejerne.

Aarhus

Forårssolen springer ud, og årstidens blomster og planter gør deres første tilnærmelser til at bryde op gennem jorden. Samtidig gør en gastronomisk kending i Aarhus sig klar til stikke i nye retninger, når restauranten den 24. marts 2023 slår dørene op i helt nye rammer.

Det drejer sig om en restaurant, der har gjort sig gældende i Aarhus siden 2015, og som lægger særlig vægt på lokale elementer i alt fra madlavning til stemning – nemlig restaurant Domestic.

Restaurantens rammer ændrer sig allerede fra den 1. marts, i takt med at to af restaurantens nuværende ejere går ad andre veje. Det gælder Morten Pfeiffer Rastad og Ditte Susgaard, der – sammen med Christoffer Norton – har ejet og drevet restauranten i de over syv år, den har eksisteret.

Dermed står Christoffer Norton fremover alene på posten som kaptajn ved roret i restaurantens daglige drift i Mejlgade 35B, Aarhus C. Med sig får han dog to styrmænd i form af Jack Hurley og Matthias Rainer Deutsch, der bliver henholdsvis køkkenchef og restaurantchef. Begge har de stor erfaring fra restaurationsbranchen med sig.

Selvom ejerstrukturen bliver kastet op i luften, vil essensen af, hvad Domestic er, forblive den samme. Christoffer Norton vil fokusere på de værdier, Domestic altid har haft – og gå til driften med lige så stor energi som altid, siger han.

»For mig er det, som om vi skal ud på den første rejse igen – ligesom da vi åbnede restauranten for første gang. Den energi, der skal lægges i, hvor vi skal afsøge alle kroge og sørge for hele tiden at udvikle os, er den samme.«

Portræt af Michelinkok Christoffer Norton fra restaurant Domestic. Foto: Joachim Ladefoged

Satser på det lokale

Det lokale har altid været dna’et i Domestic. Det bliver det ved med at være, men i om muligt endnu højere grad end hidtil. Det har fra dag ét været målet, at det hele skal være lokalt produceret. Indtil nu har drikkevarerne ikke alle været lokale eller danskproducerede. Det vil i en vis udstrækning ændre sig fremover.

»Domestic er jo lokalt, og derfor vil vi sørge for, at selv musikken som minimum er danskproduceret – og gerne lokalt produceret, så det, der kommer ud af højtalerne, er lige så lokalt som det, du får i munden,« siger Christoffer Norton.

Som det også før har gjort sig gældende, vil Domestic have et vinkort, der inkluderer vine fra udlandet. Men nu åbner Christoffer Norton for et kort med f.eks. øl, vin og frugtvine, der er danskproducerede.

Ingen større forandringer vil altså finde sted på Domestic, der i stedet dykker endnu mere ned i det, der fra start har defineret restauranten. Den afslappede form, der gør sig gældende, vil de ifølge Christoffer Norton dyrke i endnu højere grad, end det før var tilfældet. Det vil man bl.a. forøge ved at trække personalet i lidt anderledes arbejdstøj, fortæller han.

»Vi vil gerne prøve at få en lidt mere afslappet uniform på personalet og lege lidt videre med den del.«

»Det er ikke sådan, at det åbner på den måde fra dag ét, men det er, hvad vi forsøger – f.eks. at afsøge i krogene, hvordan vi kan gøre det dansk hele vejen rundt,« siger Christoffer Norton.

Når ejeren fokuserer på det danske og det afslappede, er det, fordi han håber, det smitter af på gæsterne.

»Når man træder ind ad dørene på Domestic, skal kvinderne komme i høje hæle. Når de går hjem, skal de have taget dem af,« siger Christoffer Norton.