Fortsæt til indhold

Unikt tilbud for unge hjemløse risikerer at lukke om blot to uger

Blå Kors' ungeindsats risikerer at lukke, hvis ikke man modtager ny støtte.

Aarhus

To gange om ugen kan unge udsatte og hjemløse få en portion varm mad og mødes over en snak med ligesindede ved Sidesporet - et lille område med overdækkede udendørsarealer, en lille scene og enkelte lokaler nær Godsbanen i Aarhus. Et sted brugerne selv har opbygget. Tilbuddet er en del af Blå Kors’ Ungeindsats, og har eksisteret i syv år. Men 1. maj kan det alt sammen være slut.

For tilbuddet, der er drevet af to ansatte og med hjælp fra frivillige og studerende, står ikke til få ny projektmidler af den fond, der indtil videre har støttet projektet. Og det koster cirka 300.000 kroner om året at drive ungeindsatsen.

»De unge, der kommer hos os, er jo nogen, der ikke rigtig har noget sted, hvor de føler, at de hører hjemme, og nogle kæmper med hjemløshed og andre med misbrug. Og vi frygter jo, at den gode relation og tilknytning, vi har opbygget over en del år, nu går tabt,« siger leder af Blå Kors Ungeindsatsen, Lone Zeidan, til Din Avis Aarhus.

Broget gruppe

Det svinger, hvor mange der møder op - det afhænger blandt andet af vejret, men ifølge Lone Zeidan kan det nogle dage være 70 unge udsatte og andre gange op mod 130, som benytter sig af tilbuddet.

»Vi møder ind her hos Blå Kors, og så laver vi noget mad sammen, og så kører vi ud på cykler og ned på Sidesporet. Og så har vi kaffe, mad, tøj og forskellige ting med - hvad vi nu lige tænker, de kunne få bruge for,« siger Lone Zeidan.

Med cykler kører frivillige og ansatte hos Blå Kors ud med mad og andre fornødenheder til udsatte unge og hjemløse. Foto: Jens Peter Engedal.

Og det er en broget gruppe, der kommer til den varme mad og andre håndsrækninger ved Sidesporet. Nogle få har et arbejde. Nogle er studerende. Nogle er hjemløse. Nogle er på fleksjob. Nogle er på kontanthjælp. Og nogle er helt uden for systemet.

De fleste har det til fælles, at de ikke føler, at de passer ind i samfundets almindelige kasser, og mange ønsker som udgangspunkt hverken at snakke med kommunen eller andre, fortæller Blå Kors-lederen.

Hjælper med flere ting

Men når de mødes med andre unge, der står i lignende situationer, eller de ansatte og de unge frivillige, der hjælper til ved fællesspisningerne, så er der flere ting, som de kan få hjælpe til og en snak om:

»Det kan være alt fra, hvor skal man så gå hen og få noget at spise, eller hvor kan man gå hen og få én at snakke med, til info om steder, man kan gå hen og sove eller hjælp til at kontakte myndigheder,« fortæller Lone Zeidan.

»Det vil betyde, at mange ikke længere får ordentlig mad. Mange vil få det dårligere rent sundhedsmæssigt, og så vil de måske også blive mere synlige i gadebilledet,« siger Lone Zeidan om udsigten til, at Ungeindsatsen må stoppe. Foto: Jens Peter Engedal

Men alt det kan altså gå tabt om to uger, hvis man ikke finder nye støttere. Nu håber Blå Kors-lederen, at der er nogen, der kan se ideen i arbejdet med de unge udsatte, og som vil betale for det.

»Vi håber da rigtig meget på, at der er nogen, der tænker, at det her er et rigtig godt projekt, som man gerne vil støtte, så vi kan fortsætte vores arbejde og være der for de her mennesker. Det er vores største ønske, at vi kan blive ved med at gøre en forskel for denne gruppe,« siger hun.

Man håber, enten en fond, en privatperson eller at Aarhus Kommune får øjnene op for værdien af Blå Kors’ ungeindsats. Rådmanden på området er umiddelbart ikke afvisende over for at støtte op, men ser også gerne, at andre aktører melder sig på banen.

Rådmand er ikke afvisende

Anders Winnerskjold (S), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, oplyser, da Din Avis Aarhus fanger ham på en telefon, at han ikke umiddelbart er bekendt med det konkrete tilbud under Blå Kors.

»Men det lyder umiddelbart både som et sympatisk og godt projekt,« siger han og tilføjer:

»Heldigvis har vi et godt samarbejde Med Blå Kors i Aarhus, og derfor er vi jo også i løbende dialog om stort og småt. Og det her kan jo være noget af det, vi skal have en dialog om,« siger han.

Spurgt til, om det er noget kommunen vil gå ind og støtte op om, lyder svaret:

»Jeg vil ikke udtale mig kategorisk til den ene eller anden side. Men jeg synes jo også, at det lyder som et projekt, der er meningsfuldt for fonde at gå ind i - eller andre filantroper på en eller anden måde. Og så er der jo også en mulighed for at søge om midler hos Aarhus Kommune, og det vil jeg da opfordre dem til, og så må vi se, hvordan det giver mening,« lyder det afslutningsvist fra rådmanden.