Fem hvalpe er født 20 år efter faderens død

Fire vraltende og rynkede små skabninger tumler ud af deres kasse, tisser en lille pøl og går så på opdagelse i stuen. Nogle vender opmærksomheden mod hinanden og udforsker, hvad der sker, når man bider ens søskende i ørerne med de dersens små bisser, som lige har indfundet sig. Den slags tumleri bliver man sulten af, så tilbage til mor Kukie for en tår mælk, før roen atter indfinder sig hos den lille flok.

Hvalpene af racen rhodesian ridgeback er tre en halv uge gamle, da avisen er på besøg. De ligner helt almindelige hvalpe, og det er de da også, men så alligevel er de noget helt særligt.

Deres sydafrikanske far døde nemlig for 20 år siden. Og hvordan hænger det så lige sammen? Jo, hvalpene er såmænd lavet på frostsæd, som faderen Misango leverede for intet mindre end 25 år siden.

Dengang havde Helle Lauridsen, som bor mellem Kasted og Tilst, været til en stor hundeudstilling og -show i Zimbabwes hovedstad. Her faldt hun pladask for lige præcis én bestemt hund.

»Der var én, hvor jeg bare tænkte: ’Hold da kæft. Ham dér er alt det, jeg gerne vil.’ Han havde bare det ”der”. Han var rigtig i forhold til racen og udstrålede ro og selvtillid,« fortæller Helle Lauridsen, som fik interessen for den sydafrikanske race, da hun og hendes mand boede i Zambia fra 1991-1993.

Hun blev så vild med racen, at hun hurtigt besluttede at opdrætte den, og dermed var Kennel Lewanika født. Det er blevet til 14 kuld rhodesian ridgeback fra 1998 til i dag.

Sædens vej til Kukie

På turen til hundeshowet i Zimbabwe mødte Helle en masse andre med passion for rhodesian ridgeback. De blev gode venner og har holdt kontakten lige siden, på tværs af landegrænser: Australien, Israel, Sydafrika og Italien.

Den italienske forbindelse, Sandra, er en vigtig brik i de fire nye hvalpes tilblivelse, forklarer Helle Lauridsen:

»Hun var på besøg hos mig i vinter. Så sad vi og drak lidt rødvin og snakkede. Hun fortalte, at hun har haft Misangos sæd liggende i Italien i 20 år. Så kiggede vi på hinanden, og vi kiggede på Kukie, og jeg sagde: ’Hvis nu jeg viser dig hendes stamtavle, skal vi så ikke lave et kuld sammen?«

Som sagt så gjort, men ikke uden visse bump på vejen, for det var ikke bare lige sådan at få lov at importere sæden til Danmark.

»Men jeg har stadig kontakt med Misangos ejer i Sydafrika. Hun er dyrlæge og har styr på alting. Jeg spurgte hende, om hun stadig havde papirerne fra Misangos rabiesvaccine tilbage fra 1996 og jo, det havde hun da, så hun sendte alle papirerne. Derefter skulle jeg have dispensation fra Dansk Kennelklub for at få lov at bruge Misango i avlen, for standarden har ændret sig, siden han levede. Det lykkedes og bum, så gik Kukie i løbetid inden for få dage,« forklarer Helle Lauridsen med et smil.

Som en lille tilføjelse kan det nævnes, at det faktisk var en af Helles finske kontakter, der i sin tid sikrede sæd fra Misango i samråd med Helle Lauridsen. Så kunne Helle bruge den, når hendes tæve var klar. Desværre blev Helles daværende hund kørt ned, så planerne blev ændret, og fem år senere endte sæden altså i stedet i Italien.

En eneste chance

Med Kukies løbetid kom Dyrlægegruppen Dania i Hinnerup på banen. Her er de nemlig eksperter i reproduktion, så opdrættere fra hele Jylland og Fyn benytter klinikken.

Selvom de i Dyrlægegruppen Dania har håndteret frostsæd og lavet inseminering et hav af gange, så var denne gang alligevel ret speciel:

»Vi fik sæden ind i januar. Det var med rystende hænder, for vi vidste, hvad der stod på spil. Vi havde én enkelt portion af sædceller – vi fik ikke muligheden igen,« siger medejer Kathrine Thejll Kirchhoff, som forklarer, at man, ligesom med kvinder, holder nøje øje med, hvornår æggene er absolut mest klar.

Så tør man sæden op i løbet af et minut i en speciel maskine. Så fra minus 196 grader i 25 år, til optøet på bare et minut. Sædcellerne får så tilført en slags madpakke, så de er kraftfulde nok til at finde frem til æggene.

Kukie blev insemineret 8. og 9. februar.

»Vi delte portionen, så vi dækkede æggene bedst muligt, og så ventede vi ellers bare. Alle var vildt nervøse for, om de små fostre nu ville sætte sig fast. Selvom vi har arbejdet med det her i 15 år, så havde vi lidt ondt i maven, for der er bare ikke flere skud at gøre brug af,« siger Kathrine Thejll Kirchhoff.

Heldigvis gik det jo godt. Det viste en scanning 6. marts:

»Der var fem fine hvalpe, og vi var så glade. Når sæden har været frosset ned og derefter tøet op, er sædcellerne ikke helt så gode, som hvis der var tale om frisk sæd, så vi var kisteglade for fem. Vi fik spist meget kage den dag. Vi er selvfølgelig glade hver gang, det lykkes, men lige præcis denne gang, var vi ekstra glade,« siger Kathrine Thejll Kirchhoff med grin i stemmen.

Desværre er en af hvalpene efterfølgende død.

Flytter meget langt væk

De fire resterende helt almindelige og alligevel så specielle hvalpe har allerede sikret sig nye hjem.

En bliver hos Helle Lauridsen. En ender hos Sandra i Italien som betaling for sæden. En skal hele vejen til Marie i Sydafrika – det er kvinden, som i sin tid ejede Misango. Og sidst, men ikke mindst, ender en hvalp i Hammel.

»Det er okay at sende dem videre, for jeg ved, at de får super gode hjem. Og prøv lige at forestille dig, hvor fedt det er at have en undskyldning for at tage på besøg i Sydafrika og Syditalien,« griner Helle Lauridsen.

Hun glæder sig over, at de fire hvalpe indtil videre ser ud til at følge standarden og dermed vil kunne bruges i avl.

»Det er jo noget af det, som er spændende ved at være opdrætter: At skabe de bedste hvalpe.«