Fortsæt til indhold

Ida er ny formand og skal kæmpe for alle dem, der er psykisk udfordret - hun kender selv kampen

SIND's lokalforening har valgt ny bestyrelse.

Aarhus
am

Landsforeningen SIND’s lokale afdeling i Aarhus og på Samsø har fået ny bestyrelse og formand.

Det oplyser lokalforeningen i en pressemeddelelse.

Foreningen, der arbejder for psykisk sundhed, valgte 33-årige Ida Binderup som ny formand. En formand, der skal kæmpe for bedre psykisk sundhed, men som også selv kæmper med psykiske udfordringer. Hun føler dog sig tryg ved at overtage formandsopgaven.

»At have psykiske udfordringer er ikke i sig selv en forhindring med hensyn til tillidsposter og ansvarsroller generelt. Hvis man er velbehandlet og kender både sine begrænsninger og ressourcer godt, mener jeg faktisk, det kan være en fordel at have erfaring med psykiske udfordringer, og hvordan man bedst håndterer dem,« fortæller Ida Binderup, der desuden er næstformand i Århus Ungdommens Fællesråd og tidligere har været formand for Ungdommens Røde Kors Aarhus.

Den nye bestyrelse i SIND Aarhus-Samsø rummer både sindslidende, pårørende, fagfolk og mennesker. Og her kommer bestyrelsens fokus til at være på den stigende mistrivsel. Det gælder både for de mennesker, der allerede er ramt af psykiske udfordringer, dem der er i risiko for at blive det og de mange pårørende, lyder det i pressemeddelelsen.

Bestyrelsen i SIND Aarhus-Samsø består af: Ida Binderup (formand), Flemming Kjer (næstformand), Kjeld Lauritsen (kasserer), Palle Eli Jensen, Lisbet Madsen, Rosa Lauritsen og Tove Tolstrup (suppleant).