Slut med skimmelramte pavilloner: Risskov-Strand får nyt dagtilbud
Fra dårlige pavilloner til permanente bygninger. Sådan bliver flytningen af børn og voksne på midlertidig dagtilbud i Risskov-området.
450.000 indbyggere. Så mange vil bo i Aarhus Kommune i 2050, forventer kommunen. Med sådan en tilvækst kommer der også til at være mange flere børn, som får brug for daginstitutioner.
Allerede i 2028 kommer Grenåvej Øst-området til at mangle pladser til næsten 200 børn.
I mandags indstillede Magistraten derfor at etablere en ny daginstitution nær Risskov Strand. Institutionen skal sikre de kommende børn pasning.
»Befolkningstallet stiger i hele Aarhus Kommune, og særligt i Risskov er der pres på pladserne til vuggestuer og børnehaver. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu bygger en helt ny lokal daginstitution, som får plads til seks børnegrupper,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge.
Daginstitutionen kommer til at huse børn fra nul til fem år.
Lige nu ligger der allerede en institution i området. Den består af nogle midlertidige pavilloner, der blev opført sidst i 90’erne. I beslutningsgrundlaget for den nye daginstitution kritiseres de nuværende rammer kraftigt.
Dårlige forhold
»Dagtilbud i pavillonbygninger, vurderes at kunne risikere sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser for børn og personale [...] Kendetegnende for disse pavilloner er, at bygningerne er skrøbelige og slidte. Hertil kommer, at der er konstateret begyndende vækst af skimmel,« står der i et baggrundsnotat, som beskriver tilstanden i de nuværende rammer for børnepasning.
Planen var, at pavillonerne skulle fjernes allerede omkring 2003, men flere af pavillonerne blev efterfølgende forlænget og permanentgjort.
I 2005 købte Aarhus Kommune ”bygningerne” velvidende, at pavillonerne skulle udskiftes. Løbende vedligeholdelse har betydet, at det ikke har været nødvendigt - indtil nu.
»Det nye dagtilbud bliver en bygning, der passer til børn og voksne, og den får et godt indeklima og bedre rammer til at, børnene kan lege samt udfolde og udvikle sig. Det pædagogiske personale får gode arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø,« forklarer rådmanden.
Udover de syv pavilloner, der erstattes, har Børn og Unge yderligere 11 pavilloner, som ikke er ramt af lige så grelle udfordringer og er i bedre stand. På længere sigt er intentionen at fjerne alle pavilloner og erstatte dem med permanente bygninger.
Pengene
Med det nye dagtilbud og en udvidelse af kapaciteten i område, forventes kapacitetsproblemerne i Risskov at være løst i 2028.
»Med byggeriet giver vi forældrene i Risskov bedre mulighed for at finde pasning til deres børn i nærheden af hjemmet. Det har betydning for familiernes hverdag, og jeg er glad, hvis vi nu kan gøre det lidt nemmere for dem,« siger Thomas Medom og tilføjer:
»Men vi er ikke i mål. Presset på pasningsgarantien er stort flere steder i kommunen, og det er noget, vi arbejder hårdt for at finde en løsning på. At skaffe flere pladser til børnene er ét redskab, men vi er samtidig nødt til også at fokusere på behovet for at rekruttere uddannet personale. Det er mindst lige så vigtigt. Nogle steder er pladserne der, men personalet mangler.«
I alt kommer projektet til at koste 22,6 millioner kroner, hvoraf 21,6 millioner kroner kommer fra en reserve i Aarhus Kommune. Den sidste million findes i en pulje for klimavenligt byggeri.
Børn og Unge har arealreservationer til dagtilbudsafdelinger på Latyrusvej og Arresøvej. Det er endnu uafklaret, hvilken af de to adresser dagtilbudsafdelingen bliver placeret på.