Mød Smukfests kreative topchef fra Risskov: »Hos os drømmer vi det ikke bare – vi bygger det«

Overnatning i kæmpe øldåser, udkigsposter i bøgetræerne og et virvar af spøjse installationer.

Hvis du har besøgt Smukfest i løbet af de sidste 30 år, er du helt sikkert stødt på nogle af Jonas ”Pindhund” Hallbergs mange kreative installationer.

Han er blevet kaldt Smukfests finurlighedsmester. Hans officielle titel er Kreativ topchef for Smukfest, men de fleste kender ham bare som Jonas Pindhund.

Uge-Bladet Skanderborg tog ud for at mødes med Jonas Pindhund dagen før festivalpladsen åbnede. For at lære ham og Smukfests mange finurligheder bedre at kende.

»I ser flinke ud!« Siger han jovialt, da han går os i møde ved Stjernescenen iklædt orange jakke, shorts og vandrestøvler.

Da han får at vide, hvad interviewet skal handle om, udbryder han:

»Er det mig vi skal tale om? Nå for fanden. Lad os gå mod søen mens vi snakker.«

På vej ned mod søområdet passerer vi et udkigstårn i et bøgetræ, en racerbane til el-værktøj og en trækasse fyldt med spejle.

Listen er uendeligt lang, når det kommer skøre, skæve og kunstneriske installationer på pladsen. Jonas Pindhund har været involveret i de fleste – for ikke at sige det hele – men for ham handler det ikke så meget om individuel anerkendelse eller om at skabe nogle store kunstværker.

Det handler først og fremmest om fællesskab.

»Det er i samspillet mellem folk, at de her installationer og ting opstår. Jeg er bare koordinator, når vi snakker festival. Mit job er at virkeliggøre den her smeltedigel af idéer.«

Det er lettere sagt end gjort.

Der er dog flere årsager til, at Smukfest år efter år har succes med at skabe nye og sjove påfund, så festivalpladsen altid er værd at udforske.

»Jeg er jo bare elektriker«

Jonas Pindhund været en del af Smukfest siden 1992.

Han startede som elektriker, hvor læremesteren Michael Ib slæbte ham med år efter år. Det var selv samme mester, der gav ham navnet, der har fulgt ham lige siden.

»Jeg tror, vi ikke havde ryddet op på værkstedet, og så var han ved at falde over nogle lægter, og så råbte han: Din møghund. Du skal kraftedeme rydde op efter dig. Din.. Din pindhund! Det hørte de andre håndværkere og så hang det ved.«

Senere blev han en del af bestyrelsen, og så skyndte han sig at ansætte sig selv som kreativ topchef, som han siger, »i den en mand store afdeling. Den fandtes jo ikke dengang – den oprettede vi selv.«

Lønnen skulle han selv finansiere. Det samme med installationerne. Det betød, at han også måtte tage ansvar for sponsorater og partnerskaber.

»Så spurgte jeg. Jamen, hvad er festivalens sponsorstrategi? Sådan en har vi ikke. Kan du ikke lave den? Jamen, jeg er jo bare elektriker. Jamen, vi skal nok hjælpe dig. Og det er jo en god fortælling om, hvordan vi arbejder sammen, og hvordan tingene fungerer i festivalgruppen: tillid, tilfældigheder og en snert af vildskab.«

Derfra tog tingene fart. Pindhund blev mere og mere købt fri af sin elektrikergerning. Det kulminerede med en fuldtidsstilling hos festivalen omkring 2005 – og så er resten historie.

I 2011 sagde han op og blev ansat som konsulent. Det betød, at han blev fritaget for sponsorarbejdet.

På vej ned mod søen møder vi masser af mennesker, der konstant bryder ind for at få et ord med finurlighedsmesteren eller råber efter ham.

»Snakker du til mig?« Råber han tilbage.

Finurlighedsmesteren har en finger med i det hele. Svaret på hvordan han er gået fra ”bare” at være en elektriker på Smukfest til at være en central figur i organisationen er ifølge Jonas Pindhund meget simpelt.

»Engagement giver indflydelse. Sådan er det.«

Netop engagement lader til at være et af nøgleordene, hvis man vil forstå Smukfest og de mange finurligheder.

Løfter i fællesskab

En af de afgørende årsager til, at de mange skøre påfund bliver til virkelighed skyldes i høj grad den kultur – den mentalitet, der hersker blandt folkene bag festivalen, fortæller Jonas Pindhund.

»Når man vågner om morgenen efter at have stået i køkkenet kl. 03 om natten – hvor festen altid ender – så er der tit mange af os, der fortryder det, vi har sagt dagen efter. Det var måske også lidt sindssygt at foreslå at bygge en ubåd i går, tænker man måske for sig selv, når man vågner, men når man først har sagt det, så bliver man også nødt til at gøre det. Sådan har jeg det i hvert fald. Samtidig så lægger vi platform til det som festival. Hos os drømmer vi det ikke bare – vi bygger det.«

Vi har bevæget os ned til søbredden, hvor flydende stier forgrener sig ud i vandet i et slags mini-Venedig. En trækbåd forbinder to af områderne. På den ene ø er der et toilet med en gennemsigtig væg, hvor man kan se ud, men ikke ind. På en anden ø står varevogn midt på vandet med en stor gummiand på taget.

Ude forenden af den sti vi går på har en husbåd kastet anker. En mand med langt lyst hår sidder tilbagelænet i shorts og bare tæer med en pibe i munden.

»As-ger Møller!« Nærmest slagsynger Jonas Pindhund rettet mod manden.

»Ham har jeg inviteret til komme herned med sin soldrevne lysthusbåd,« fortæller han.

Som med alt andet på denne festival er det et eksempel på de slagord Jonas Pindhund fremhæver igen og igen. Fællesskab, netværk og samarbejde.

»Det er ikke nok bare at komme med en idé og så aflevere den til mig, og så har jeg et hold, der bygger den. Nej, jeg siger til dig: hvordan gør vi det så? Og så hjælper vi hinanden. Altid.«

Voksne skal lege

Jonas Pindhund er født og opvokset i Risskov med to pædagogforældre. Det var i deres hjem børnene fra området måtte lege.

»Jeg har bygget huler i træerne hele mit liv. Jeg var en af de få børn, der kom gennem folkeskolen med fantasien i behold.«

Familiens hus var fyldt med træ og skruer, som Jonas og vennerne kunne bruge som det ville. Det var måske allerede her konturerne til det, der senere ville blive hans virke, første gang viste sig.

Leg, nysgerrighed og kreativitet er i hvert fald noget han har fået med sig fra barns ben og som er blevet en livsstil- og filosofi.

Det spiller også ind i hans håb for fremtidens Smukfest.

»Jeg håber, at der er nogen, der bliver smittet af den her energi og lyst som vi repræsenterer. At folk får lyst til at lege. Det har vi vildt godt af. Når vi leger den anden weekend i august, så håber jeg, at noget af den leg også bliver taget med hjem i hverdagen. Jeg håber, at der kommer nogen efter mig, der tager stafetten videre og holder gang i legen. Den der voksenleg. Den er vigtig.«