Fortsæt til indhold

Den amerikanske hær kommer til Aarhus igen

To store, amerikanske skibe anløber Aarhus Havn.

Aarhus
ddp

I januar agerede Aarhus Havn for første gang transithavn for den amerikanske hær i forbindelse med aktiviteterne i det østlige Europa og krigen i Ukraine.

Nu sker det igen. To store, amerikanske militærskibe anløber i de kommende uger atter Aarhus Havn med en masse militærmateriel.

Det er de to skibe ARC Patriot og ARC Independence, der indenfor den nærmeste tid anløber Aarhus Havn, men allerede nu gøres der klar til modtagelsen på havnen.

En mindre del af Aarhus Havn vil derfor være lukket af, mens ca. 150 amerikanske soldater i en lejr opsat på havnen vil være knyttet til operationen, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

De to skibe vil være lastet med ca. 1.200 stk. militært materiel og køretøjer, som skal videre til Østeuropa i en planlagt rotation af amerikanske tropper.

»Det glæder mig, at den amerikanske hær har været så tilfreds med vores værtsrolle i januar, at man har tillid til, at vi i Aarhus igen kan hjælpe med en helt nødvendig militær operation. Det er godt at vide, at vi som by kan yde vores bidrag ind i den voldsomme situation, Europa befinder sig i. Det er afgørende vigtigt, at vi i en svær situation demonstrerer vores vilje til at understøtte vores allierede og NATO. Jeg kan kun opfordre til at tage godt imod vores gæster. De gør en kæmpe indsats – på Aarhus’ og hele Danmarks vegne,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Det danske værtsskab består i at støtte en planlagt rotation af amerikanske enheder til Operation Atlantic Resolve – USA’s styrkede tilstedeværelse i Europa.

Atlantic Resolve har i en årrække haft til formål at demonstrere USA’s evne og vilje til at forstærke NATO og alliancepartnere i Østeuropa med kampstyrker. Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til østersøregionen.

»Der foregår mange forfærdelige og uhyggelige overgreb i de besatte områder i Ukraine. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe ukrainerne med at få stoppet overgrebene og få sendt russerne ud af landet. Det materiel, der ankommer til Aarhus Havn, er vigtigt i den kamp, og jeg er stolt over, at den amerikanske hær igen har valgt at anløbe Aarhus Havn,« udtaler rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (C).

Foto: Forsvaret