Garvet Aarhus-forfatter modtager pris fra Gyldendal
Ole Schultz Larsen er blevet hædret med Gyldendals læremiddelpris for sit mangeårige arbejde som forfatter og redaktør i psykologi og dansk.
Ikke mange elever går gennem gymnasiet uden at stifte bekendtskab med mindst én af Ole Schultz Larsens bøger. Det kunne være ”Psykologiens veje” eller måske ”Håndbog til dansk”. De hører begge til i toppen af de daglige salgsoversigter – selv i dag, mange år efter de udkom første gang.
Ole Schultz Larsen, der er fra Aarhus, er netop blevet hædret med Gyldendals læremiddelpris.
»Dit liv har stået i formidlingens tjeneste, både som lærer og siden 1991 også som lærebogsforfatter på Systime. Det er blevet til mere end 10 lærebøger til psykologi og dansk. Derudover har du fungeret som en meget vellidt og generøs ekstern redaktør på et tilsvarende antal bøger, bl.a. to vindere af BELMA-prisen: Best European Learning Materials, som uddeles på bogmessen i Frankfurt. Du får altså prisen for dit mangeårige og indflydelsesrige virke,« sagde Lars Granild, der er projektleder på Systime, i sin tale til Ole Schultz Larsen ved prisoverrækkelsen, som fandt sted på Gyldendal Uddannelses efterårsreception.
I øjenhøjde med eleverne
Ingen tvivl om, at Ole Schultz Larsens lærebøger har betydet meget, ikke mindst for rigtig mange gymnasieelever. Han skriver nemlig ikke for at imponere sine kollegaer. Han skriver med blikket rettet mod eleverne, som han med sikker hånd guider gennem stoffet.
Blot for at illustrere Ole Schultz Larsens format og gennemslagskraft som lærebogsforfatter, så ville de bøger, han har solgt – fysiske og digitale, fylde mere end 18 Eiffeltårne, hvis du stablede dem ovenpå hinanden.
Om sit eget ansvar som forfatter til læremidler til unge mennesker, siger Ole Schultz Larsen:
»Et helt særligt ansvar ligger i, at man som forfatter hele tiden er opmærksom på at tilbyde eleverne flere perspektiver på et emne, det være sig flere fortolkningstilgange til en tekst i dansk eller flere teorier og undersøgelser til at belyse et fænomen i psykologi. Forskellige perspektiver har ofte forskellige styrker, og ét perspektiv alene når ofte ikke hele vejen rundt om et emne.«