Million-donation til Aarhus-lektor: Målet er en kur mod Huntingtons sygdom
Ulf Andersson Vang Ørom fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet kan med stor donation forfølge sin ambition om at udvikle et lægemiddel til behandling af den sjældne og uhelbredelige Huntingtons sygdom.
Ufrivillige bevægelser, depression og kognitive vanskeligheder er bare nogle af de symptomer, som patienter med Huntingtons sygdom kæmper med.S
Sygdommen rammer centralnervesystemet, og medicin kan i nogen grad hjælpe på symptomerne, men den fremadskridende sygdom kan ikke bremses. Det vil molekylærbiolog Ulf Andersson Vang Ørom ændre på.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Han er forsker på Institut for Molekylærbiologi og Genetik - RNA-biologi og - innovation på Aarhus Universitet og har netop modtaget et Frontier Grant på 4,3 millioner kroner fra Lundbeckfonden.
Sammen med sin kollega Veronica Brito fra universitetet i Barcelona skal Ulf Andersson Vang Ørom bane vejen for udvikling af medicin mod Huntingtons sygdom.
Ulf Andersson Vang Ørom glæder sig til at komme i gang.
»Jeg har gået med ønsket om det her projekt i lang tid, men det har været svært at komme igennem med det, fordi det, vi gør, er en ret ny tankegang.«
Denne type innovativ forskning med et behandlingsmæssigt potentiale er netop baggrunden for, at Lundbeckfonden indførte Frontier Grants i 2022.
»Ulfs projekt er et godt eksempel på, hvad det er, vi vil med denne endnu ret nye bevillingstype. Projektet er innovativt og vil kunne gøre en markant forskel, hvis de næste skridt går, som vi håber. Når man bevæger sig ude på fronten, er der selvklart en risiko for, at tingene viser sig ikke at fungere helt som forventet. Men den risiko er det vigtigt, at nogen vil løbe – ellers kommer vi ingen vegne,« siger Paul E.G. Kristjansen, dr.med., Senior Scientific Director og ansvarlig for Frontier Grants i Lundbeckfonden.