Fortsæt til indhold

Den her er lokalt udviklet og den første af sin slags i norden

Aarhus Havn har fået udviklet en specialdesignet elektrisk trossebil.

Aarhus
ddp

Når landets største erhvervshavn, Aarhus Havn, skal være CO2-neutral i 2030, så skal der både ske store og små omvæltninger.

Blandt de lavesthængende frugter er en udskiftning af vognparken fra diesel til el, men det er lettere sagt end gjort, når de kommer til de køretøjer, der har særlige funktioner på en havn.

Det har eksempelvis en såkaldt trossebil. Normalt har sådan en dieselhakker kørt rundt på havnen med sit spil - der også kører med sin egen lille, larmende dieselmotor - og trukket skibenes store tov, så de kunne fæstnes til kajkanten.

Men nu er dieseldyret afløst af en helt støjfri og grøn el-version med to elmotorer, som Aarhus Havn har været tvunget til at få specialdesignet. Den nye el-trossebil er således den første af sin slags.

»Vores varevogne og personbiler kører i dag på strøm, men vi bruger også forskellige specialkøretøjer på havnen, hvor man ikke altid bare kan bestille en eldrevet version. Men nu findes den her trossebil, der er 100 procent elektrisk, og det giver håb for, at flere specialkøretøjer i fremtiden bliver designet til at køre på noget grønnere end diesel,« siger Anne Zachariassen, Aarhus Havns COO.

Bilen er udviklet af Ford og Knebel Drilling i samarbejde med Aarhus Havn.

»I 2030 vil vi være CO2-neutrale, og det her er et vigtigt skridt på vejen. Vi har længe kigget på forskellige elbiler for at se, om de kunne danne platform for det elektriske spil fra Knebel Drilling, og det har vi nu fundet med Ford E-Transit. Vi er stolte af, at vi på den måde har været med til at udvikle en helt ny specialbil til branchen,« siger Anne Zachariassen.

Bilen virker præcis som de tidligere trossebiler, og kræver derfor hverken kurser eller introduktioner for havnens medarbejdere.

Det nye, elektriske spil kan trække omkring 800 kilo, og Aarhus Havn har omkring 3.300 trosseføringer om året.

Den nye el-trossebil kan fortøje skibe helt uden brug af diesel. Foto: Aarhus Havn