Svær flytning til plejehjem: Det allerflest spørger om

Hos Alzheimerforeningen mærker man, at en flytning til plejehjem er en enormt svær situation.

Rigtig mange pårørende, der ringer til foreningens Demenslinie, spørger til, hvordan man får talt med sine kære om, at det nu ikke længere går at klare sig i eget hjem, men at det rigtige valg er et plejehjem.

»En tredjedel af alle opkald handler om det, og det er, fordi det er ekstremt følsomt. Særligt hvis det er en ægtefælle, som man har lovet at passe på i med- og modgang, til døden skiller. Men det er bare ikke altid sådan, livet udvikler sig,« siger Lene Hvidkjær, der er demensfaglig rådgiver hos Alzheimerforeningen.

Din Avis Aarhus følger i en artikelserie den tidligere læge Jens Møller. I første del er Jens 63 år gammel, og avisen møder ham i hans lejlighed - dagen inden han skal flytte på Skelager Plejehjem.

På det tidspunkt har Jens haft Alzheimers sygdom i seks år.

»Jeg har et virkeligt godt netværk. Mit netværk og så den uvurderlige hjælp fra hjemmeplejen har gjort, at jeg kunne blive boende herhjemme så længe. Det seneste halve år er det dog gået meget ned ad bakke,« siger Jens, der nu er nået til et punkt, hvor han har brug for så meget hjælp, at han ikke længere kan bo for sig selv.

Dagen er kommet.

Som pårørende kan det være forbundet med skyld at sende ens kære på plejehjem, forklarer Lene Hvidkjær fra Alzheimerforeningen:

»Man kan have dårlig samvittighed over, at man nu ikke længere kan overkomme at passe ens ægtefælle, bror eller mor længere. Og man kan føle, at man krydser en grænse ved at tage beslutningen om, at vedkommende skal på plejehjem.«

Lene Hvidkjær plejer at råde til at finde et godt og roligt øjeblik til at tage den svære samtale.

»Det er vigtigt at vælge en situation, hvor der er overskud og ro. Der skal være en god atmosfære. Man skal ikke tale i lange sætninger, men afstemme det med personens kognitive formåen. Man skal fokusere på det positive, som for eksempel øget tryghed, omsorg, at man får mere tid til besøg og i det hele taget tale det op. Man kan også overveje at finde et plejehjem tættere på børn eller børnebørn eller et plejehjem med en bestemt profil.«

Derudover er ens kropssprog også vigtigt i situationen.

»Personer, der lider af demens, aflæser meget i kropssprog. Man skal derfor ikke være usikker eller urolig. Det er vigtigt, at man pakker sin dårlige samvittighed, hvis man har den, lidt væk. Den må man få afløb for et andet sted. I situationen skal man være rolig og rummelig.«

Lene Hvidkjær understreger, at der ikke er to situationer, der er ens:

»Men fælles for alle er, at det altid er en kæmpe omvæltning. Det er en form for livskrise.«

De første dage

Rådgiveren forklarer, at den første tid på plejehjemmet også er ekstra sårbar.

»Det er vigtigt, at man bliver taget i mod med fløjlshandsker. Eller kan det eskalere, så man får det endnu dårligere. Der er en øget sårbarhed de første tre måneder.«

Det beskriver Jens i artikelseriens anden del sådan her:

»Det var skrap kost. Jeg havde slet ikke lyst til at være i de her nye omgivelser. Jeg ville meget gerne tilbage til lejligheden, selvom jeg godt vidste, at det var et no-go. Jeg synes, at jeg var kørt ud på et sidespor. Jeg var panisk, eller tæt på i hvert fald, når jeg ikke kunne finde ud af, hvem jeg kunne gå hen til for at få hjælp. Det skulle jeg lige synke to gange. Jeg var lige lidt træt af det hele.«

Efter nogle dage så lettede det. Og Jens er i dag enormt glad for at bo på Skelager.

»Jeg har fundet en enorm tryghed i at være her. Jeg kan overskue hele lejligheden her. Jeg kan få hjælp med det samme. Jeg har endnu ikke haft behov for at trykke på nødkaldet, men det er rart at vide, at det er der,« fortæller Jens.

Alzheimerforeningen råder også til, at en indflytningssamtale finder sted nærmest i det øjeblik, man flytter ind.

»Det er alfa og omega, at der er nogle, der ved, hvem man er, kender ens livshistorie, interesser, vaner, familieforhold o.s.v. helt fra starten,« siger Lene Hvidkjær.

Alt det praktiske med flytningen skal ikke fylde så meget:

»Der skal være ro omkring praktikken. Man skal ikke involveres i, hvor lampen skal hænge eksempelvis. Man skal dog heller ikke understimuleres, men finde et passende niveau i forhold til den enkeltes formåen.«

At skabe nye relationer hurtigt og kommunikere tydeligt om det, der sker, er nøglen til at føle sig godt taget imod, forklarer Lene Hvidkjær:

»Det vil være ideelt, hvis der kan være blot en eller to, der er kontaktpersoner på plejehjemmet, så man ikke skal forholde sig til for mange nye mennesker på én gang.«

For Jens, der er en af plejehjemmets yngste, har det især været de ansatte, der har udfyldt tiden i de første måneder.

»De fleste af de gamle beboere er lagt i seng der ved 21-tiden, men så kan jeg tale med sosu’erne. De har næsten altid tid til at snakke lidt,« siger han i artikelserien.