Juryen er nået til enighed om vinder
Efter det sidste jurymøde er det nu blevet besluttet, hvem der skal modtage Idun-prisen.
Tirsdag middag stak juryen til årets Idun-pris hovederne sammen for anden gang.
Første gang var for at indstille de fem nominerede til den nystiftede pris, som hylder frivilligheden i Aarhus Kommune.
De fem nominerede er: Ung uden Mobning, Headspace Aarhus, Husrum Danmark, 2 Timer om ugen og Rasmus Kielsgaard fra Fuglebakken Basketball.
Denne novemberdag var det så blevet tid til, at juryen skulle finde frem til den endelige vinder, der udover hæderen modtager 25.000 kroner.
Forinden har der været en online læserafstemning på Din Avis Aarhus’ hjemmeside. Efter endt afstemning var det juryens opgave at skulle udpege prismodtageren blandt de fem nominerede. Her har stemmeantallet vægtet 49 procent, således at juryen har haft det afgørende mandat.
Jurymødet blev holdt i Jyllands-Posten Lokalavisers domicil på sydhavnen, og det tog et par timer at nå frem til den endelige beslutning.
Vinderen bliver afsløret på rådhuset i Aarhus tirsdag 28. november, hvor prisen bliver uddelt.
Et af jurymedlemmerne er Nagin Ravand. Hun er kendt for at gøre fodbold for piger og kvinder i Gellerup mere tilgængelig.
»Det har været fedt at sidde i juryen og høre lidt om de nomineredes historier og blive klogere på alt det frivillige arbejde, der foregår i vores by. Jeg må ærligt indrømme, at der er nogle af de indstillede foreninger, som jeg ikke kendte til, og jeg er virkelig imponeret over deres frivillige arbejde, som står mit hjerte meget nært,« påpeger hun.
Hvordan ser du frem til selve prisuddelingen?
»Jeg glæder mig rigtig meget og tror, det bliver fedt. Jeg synes, det betyder noget at samle byens frivillige under samme tag og hædre dem, for det fortjener de. Det er enormt vigtigt at anerkende de frivilliges arbejde, så de fortsætter. Jeg håber også, det her bliver en mulighed for de frivillige at anerkende hinanden og for os som jury at kunne se dem i øjnene og snakke med dem,« siger Nagin Ravand.
Læs mere om de nominerede til Idun-prisen:
Ung uden Mobning (UMM) holder trivselsfremmende gruppeforløb, hvor unge mellem 13 og 25 år kan spejle sig i hinanden og i fællesskab finder løsninger på deres udfordringer. Frivillige laver forbyggende arbejde gennem oplæg, kurser og workshops med vidensdeling og oplysning til voksne omkring børn og unge.
Headspace Aarhus: Arbejder hver dag for at fremme unges trivsel med 80 frivillige ungerådgivere, der tilbyder hjælp til kommunens børn og unge i alderen 12 til 25 år. Gratis og anonymt.
Husrum Danmark: Et frivilligdrevet fællesskab for unge i alderen 16-30 år, som oplever ensomhed eller er psykisk sårbare.
Rasmus Kielsgaard fra Fuglebakken Basketball: Er manden bag tre nystartede basketballhold for unge i Fuglebakken Basketball. Han lægger selv sin frivillige tid i tre træningspas hver uge og planlægger desuden hygge og socialt samvær med spillerne og deres forældre efter træningerne.
2 Timer om ugen: Hjælper flersprogede børn mellem 3 og 8 år med at blive bedre til dansk og få indsigt i dansk kultur gennem frivillige. Dette gøres gennem to tilbud: Én til én-match (kultur- og sprogven) og i sprogklubber. Her bliver man matchet med en frivillig, som er sammen med barnet i to timer om ugen og laver det, barnet har lyst til.