Fortsæt til indhold

Udbud af iskiosker udsat: Forpagtere får forlænget aftale

På grund af manglende byggetilladelser har Aarhus Kommune brug for mere tid til at udarbejde et nyt udbud på 11 iskiosker.

Aarhus

Nu er der kommet en midlertidig afklaring for de forpagtere, som driver kommunens iøjnefaldende røde iskiosker.

De har nemlig fået forlænget deres aftale.

Det bekræfter Andy Tomes overfor Din Avis Aarhus.

Han er leder i Teknik og Miljø-forvaltningen for afdelingen af Grønne Områder og dermed ansvarlig for kommunens elleve røde ishuse.

Forklaringen er, at otte ud af de elleve ishuse mangler en byggetilladelse, og derfor forsinkes det samlede udbud, som skulle have været færdiggjort inden årsskiftet.

Det drejer sig om de otte kiosker, der er ejet af Unilever, som Frisko er en del af.

»Vi har været i gang med en udbudsproces på kioskerne. Tre af dem er ejet af Aarhus Kommune. Det er Moesgaard, Ørnereden og Åkrogen. Dem har vi styr på, og her er alting i orden. Man da vi kiggede på de otte Unilever-kiosker, som vi skal overtage, fandt vi ud af, at de ikke alle har de nødvendige byggetilladelser,« siger Andy Tomes.

Genopbygning efter brand

Første gang, man stødte på en manglende byggetilladelse, var i ishuset på Tangkrogen, som skulle genopbygges efter en brand. Efterfølgende har det vist det sig, at flere af ishusene, der er opført for mange år siden, tilsyneladende er opført uden en byggetilladelse fra kommunen.

Da vi kiggede på de otte Unilever-kiosker, som vi skal overtage, fandt vi ud af, at de ikke alle har de nødvendige byggetilladelser.
Andy Tomes, leder i Teknik og Miljø-forvaltningen for afdelingen af Grønne Områder

»Det er vores opfattelse, at Mejeriet Enigheden har bygget flere af ishusene. Kioskerne er sandsynligvis oprindeligt opført som skure, uden at man har haft tanke om, at en byggetilladelse var påkrævet,« forklarer afdelingslederen.

Han oplyser, at flere af kioskerne også skal havde forbedret sanitære forhold, hvilket også kommer til at tage ekstra tid.

»Så vi kan simpelthen ikke nå at gennemføre udbudsprocessen i år. For at vi kan få tid til en ordentlig proces, har vi aftalt med Unilever, at vi forlænger forpagtningsaftalen med et år. Det vil sige, at forpagterne kører videre,« fastslår han.

I øjeblikket kigger faglige medarbejdere på bygningerne og bygningstilladelserne dertil.

»Jeg håber på, at vi kan melde noget nyt ud inden sommerferien, men det er med forbehold, for det er en kompliceret proces, selv om det umiddelbart kan lyde meget enkelt. Udover at vi skal lovliggøre de eksisterende bygninger, skal vi også have kigget på vilkår, sortiment, vedligeholdelse og længden på den nye forpagtningsaftale. Det er et ret omfattende arbejde,« siger Andy Tomes.