Bombe: Tidligere Aarhus-direktør stopper som rektor på Herlufsholm med øjeblikkelig virkning
Rektor Gitte Nørgaard og forstander Jon Stokholm er fortid på kostskolen efter blot et års tid i spidsen for den omstridte skole.
Herlufsholms forstander Jon Stokholm og rektor Gitte Nørgaard stopper begge med øjeblikkelig virkning.
Det oplyser kostskolen i en pressemeddelelse fredag.
Lidt over et år holdt rektor dermed.
Gitte Nørgaard blev hevet ind som rektor for kostskolen tilbage i august 2022. Her kom hun fra en stilling som direktør på Aarhus Business College og med hendes mere end 25 års ledelseserfaring blev hun sat til at rydde op i kulturen på skolen, efter TV2-dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’ afslørede, hvordan bl.a. ældre elever chikanerede de yngre elever.
Gitte Nørgaard var den mere end 450 år gamle skoles første kvindelige rektor, men nu er det altså slut.
»Gennem det seneste halvandet år har skolen taget en lang række initiativer til at forbedre elevernes trivsel, og de første målinger viser en positiv udvikling i elevernes trivsel. Det glæder jeg mig meget over. Når det er sagt, har det været en meget hård og slidsom periode. Forandringerne har krævet meget af rektor og bestyrelsen,« udtaler konstitueret formand for skolen Hermann Haraldsson i pressemeddelelsen.
Som fungerende rektor konstitueres vicerektor Martin Arvedlund, indtil det er afklaret, hvordan skolens daglige ledelse skal sammensættes fremadrettet.
Ifølge pressemeddelelsen har der været tale om gensidig fratrædelse.
»Gitte Nørgaard har med stort mod og engagement ledet Herlufsholm Skole i en meget vanskelig periode. Hun har sikret, at skolen fik gennemført de nødvendige forandringer for at fremme tryghed og trivsel for alle elever. Det har været en meget vigtig opgave, som Gitte har gjort alt for at løse, og vi kan nu se, at mange ting bevæger sig i den rigtige retning. Det er i høj grad Gittes fortjeneste, og det fortjener hun stor ros for. Selvom vores veje nu skilles efter gensidig aftale, så ønsker jeg Gitte alt det bedste på hendes videre færd,« udtaler konstitueret formand Hermann Haraldsson.
Der skal samtidig også findes nye medlemmer til skolens bestyrelse, idet Olav Storm Johannesen og Anya Eskildsen også har tilkendegivet, at de ønsker at udtræde af bestyrelsen. Det er forventningen, at man først i 2024 påbegynder processen med at finde nye medlemmer til bestyrelsen, oplyser Herlufsholm.