Fortsæt til indhold

Selskabet bag Jysk sætter igen omsætningsrekord

Stigende omkostninger har været med til at skære 900 millioner kroner af indtjeningen hos Lars Larsen Group.

Aarhus
/ritzau/

Lars Larsen Group, der står bag detailgiganten Jysk med hovedsæde i Brabrand, har i seneste regnskabsår omsat for 45,4 milliarder kroner.

Det er rekordhøjt, oplyser koncernen i forbindelse med offentliggørelsen af sit årsregnskab fredag.

Derimod har stigende omkostninger gjort ondt på Lars Larsen Group, hvor indtjeningen før skat er landet på 3,4 milliarder kroner.

Det er 900 millioner kroner mindre end året før.

»Selv om selskaberne i Lars Larsen Group, som mange andre virksomheder, har været påvirket af stigende omkostninger og mindre købekraft hos forbrugere, har det ikke rokket ved den overordnede strategi om investering i fortsat udvikling og vækst,« lyder det i en pressemeddelelse.

Ved udgangen af regnskabsåret for 2022/2023 havde koncernen i alt 39.000 medarbejdere.

Det er 1.000 færre end på samme tidspunkt sidste år.

Lars Larsen Group står også bag møbelkæder som Ilva og Sofacompany.