Slår dørene op: »Vi kæmper for alle kommunens folkehuse«
Lisbeth Robdrup har taget initiativ til et åbent hus-arrangement i Folkehuset Skæring, hvor interesserede kan få øjnene op for, hvad det er, et folkehus er i stand til i lokalområdet.
Selv om folkehuset i Skæring ikke er et af de steder, der er i fare for at lukke, føler Lisbeth E. Robdrup, at der må gøres noget.
Hun er formand for brugerrådet og frivillig i Folkehuset Skæring og vil med et kommende åbent hus-arrangement gerne synliggøre, hvilke aktiviteter der er i huset, men også for at vise, hvad nærhed og tilgængelighed betyder for de primære brugere, seniorerne.
Derfor holdes der åbent hus på lørdag 20. april fra klokken 10-14 på Sommersmindevej 2.
»Det er første gang i vores historie, at vi åbner op for publikum. Og det gør vi, selv om vi vokser og mangler lokaler til vores 44 forskellige aktiviteter. Vi holder åbent hus for at vise, hvad det er, et folkehus kan med fællesspisning, højskolesang, og meget mere. Vi bekæmper ensomhed blandt de ældre, der skal have den bedste alderdom som overhovedet muligt,« fastslår hun.
Lisbeth E. Robdrup er også medlem af styregruppen, som rådmand Christian Budde (V) har nedsat i forbindelse lukning af op mod en tredjedel af de 37 folkehuse i Aarhus Kommune.
En beslutning, der har skabt en del debat og høringssvar, og som der forventes en endelig afklaring på inden sommerferien i byrådet.
Vi bekæmper ensomhed blandt de ældre, der skal have den bedste alderdom som overhovedet muligt.Lisbeth E. Robdrup, frivillig og formand for brugerrådet i Skæring Folkehus
»Det har været en rodet omgang med en masse negativitet, og i det hele taget er det ret trist. De ældre har været bange, for de ved hvad de har, men ikke hvad de får. Samtidig synes jeg ikke, der er kommet svar på, hvad det er, man skal udvikle i de tilbageværende folkehuse. Men det er nok en del af processen. Det ser ikke ud til, at vi skal lukke, og det er vi selvfølgelig meget glade for, men vi kæmper kampen for alle kommunens folkehuse, fordi det simpelthen er så vigtigt at få aktiveret folk og se, hvad fællesskab kan gøre,« understreger Lisbeth E. Robdrup.
Nærhed og tilgængelighed
Skæring Folkehus har brugere fra hele kommunen, men især mange lokale.
»Nærhed og tilgængelighed er meget vigtig for, at folk dukker op. Det er klart. Flere kommer selv med rollator eller kørestol,« siger hun.
Det er planen, at åbent hus-arrangementet skal gentages en gang årligt:
»Jeg håber selvfølgelig, det bliver en succes, og at det bliver en tradition, lyder det fra Lisbeth E. Robdrup, der selv har arbejdet med ældre mennesker i lang årrække og havde sin svigermor på plejehjem i Skæring.
»Jeg er blevet hængende, selv om det er flere år siden, min svigermor døde. Det giver simpelthen så meget mening at være herude et par gange om ugen og ældre mennesker blomstre og gro.«