Fortsæt til indhold

Guide: Her kan du se AGF's pokalfinale på storskærm i Aarhus

Selv om pokalfinale spilles i hovedstaden, vil der være pokalfinalefest mange steder i Aarhus.

Aarhus

Det er nok gået de færreste aarhusianeres næser forbi, at byens hold - AGF - spiller pokalfinale på torsdag mod Silkeborg IF i Parken.

Er du ikke en af de 22.000, der har fået billetter til det østjyske brag i hovedstaden, bringer vi her med en guide over, hvor du kan se pokalfinalen på storskærm.

Kampen fløjtes i gang klokken 17, men opvarmningen begynder noget tidligere.

Herunder kan du danne dig et overblik over, hvor der er storskærmsarrangementer i ”Smilets By”.

Tivoli Friheden

Det største arrangement, hvor der er en entré på 50 kroner. Dørene åbner 14. Egne drikkevarer må ikke medbringes, men du må gerne medbringe madvarer. Billetten giver adgang til storskærmsarrangementet med egen indgang i et afgrænset område af Tivoli Friheden – og ikke til resten af Tivoli Friheden, oplyses det på hjemmesiden. Det er Aarhus Kommune og AGF, som står bag arrangementet.

Der bliver godt gang i Aarhus, når AGF skal spille pokalfinale 9. maj. Foto: AGF

Panenka Aarhus

I Frederiksgade 35 kan man købe billige fadøl til 10 kroner. Dørene åbner klokken 12 med tombola og senere livemusik med Michael Erbs.

Waxies

I Frederiksgade 16 anbefaler Waxies, at man kommer så tidligt som muligt for at få plads. Dørene åbner klokken 12, og det er gratis at booke bord, hvis hele selskabet ankommer mellem klokken 12 og 13. Køkkenet er åbent hele dagen, hvor der er mulighed for at bestille burgere og pommes frites.

Den Gyldne Kro

På Åboulevarden 15B er der pokalfeber fra klokken 12, hvor opfordringen også lyder: Kom tidligt, hvis du vil sikre dig en plads. Her kan der også reserveres bord.

To Kolde

På Åboulevarden 18 holder To Kolde pokalfinalefest, hvor dørene åbner klokken 12, og man kan reservere bord ganske gratis.

Zanders

På Klostertorvet 5 vider Zanders pokalfinalen på alle stedets fladskærme, mens der langes kolde fadøl over disken, og dørene lukkes først klokken 3 om natten.

Rabalder Bar Aarhus

På den såkaldte cocktailbodega Rabalder Bar Aarhus, der ligger på Åboulevarden 21, kan du støtte AGF med tilbud på håndbajere og andre alkoholiske drikke.

Tir na nÓg - Irish Gastropub

I Frederiksgade 38-40 er der også pokalfest, hvor finalen vises på flere skærme. Der er plads til 500 mennesker, og der er ikke mulighed for at reserve plads. Derfor opfordres folk til at komme tidligt. Baren åbner klokken 10.

Har vi glemt et sted, hvor der vises pokalfinale i Aarhus, så tip os gerne på: ksa@dinavis.dk