Bimle er modstykket til apps, der bimler og bamler
Aarhusiansk iværksætter har skabt en app til børn, som har brug for at finde fred og ro i en støjende verden. Med Bænkebideren Bimle kan de få et frirum og en mulighed for bedre at forstå de svære følelser.
Alt for ofte hører vi, at skærmtid er skidt for børn og deres mentale trivsel – men behøver det at være sådan? Det var udgangspunktet for René Holst, som er lokal iværksætter, børnebogsforfatter og far.
Til daglig er han bosat på Aarhus Ø og driver et lille app-bureau, og med afsæt i sine egne børns input og udfordringer har han skabt universet omkring Bænkebideren Bimle.
»Som far til et barn, der er udfordret og i gang med en større udredning, havde jeg brug for at skabe et trygt rum, hvor han kunne finde ro,« fortæller René Holst i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
»Min søn elsker bænkebidere, så vi lavede et univers sammen, hvor en bænkebider med ekstra store følehorn udforsker en række forskellige følelser. Det er blevet til i alt fire bøger om Bimle og nu den her app.«
Appen kombinerer lydbøger, beroligende “støj” og blidt stemningslys for at skabe en afslappende atmosfære for børn, herunder dem med særlige behov som ADHD og ASF (autismespektrumforstyrrelser, red.).
Støjkilde og støjdæmper
Skærmtid er ofte ensbetydende med fuld knald på stimulien. En stund fyldt med fart, farver og påvirkning af hjernens belønningscentre. Men René Holsts kendskab til app-universernes muligheder gjorde ham nysgerrig på, om ikke skærmen kunne bruges positivt.
»Det er nærmest blevet et religions-spørgsmål, det her med skærmtid, og til tider bliver det måske også lidt for skingert i debatten. Videnskabelige undersøgelser har vist, at forskellige former for støj, som hvid støj, kan berolige folk især med ADHD,« siger han.
Appen byder på hyggelige historier om Bimle og hans venner, indtalt af stemmer, der er særligt udvalgte for deres beroligende kvaliteter, ligesom den har naturlyde og hvid støj, der kan hjælpe med at reducere angst og fremme koncentration. Den har også en funktion med stemningslys og farver, som kan projiceres på værelsets vægge for at skabe en beroligende atmosfære.
Appen er allerede blevet modtaget positivt af aarhusianske familier, som står i samme situation som René Holsts.
»Det har været lidt overvældende, for jeg har det svært med ros. Men jeg er egentlig bare glad, hvis jeg kan være med til at dæmpe uro hos børn, der føler sig overstimulerede i den moderne, travle hverdag. Det viser sig jo, at der er langt flere, end vi går og tror, som bliver påvirket og overstimuleret. Også voksne - i vores åbne kontormiljøer og store kantiner. Jeg kender mange, der ikke kunne overleve uden deres noise-cancelling høretelefoner. Hvorfor skulle børn så ikke også have brug for et åndehul?,« slutter han.
Bimle er tilgængelig til download på både Android og iOS og tilbyder nye brugere en gratis prøveperiode.