Himlen græd, da eksplosionsofre blev mindet

»De burde kraftedeme gøre noget mere ved det!«

Carl »Busser« Armann kunne godt tænke sig, at der var flere blomster og kranse på mindestedet for de ofre, der måtte lade livet, da tysk ammunition pludseligt sprang i luften, mens det var ved at blive lastet i Aarhus Havn den 4. juli 1944.

»Busser« er en del af HAK anno 1885. Havnearbejdernes Klub Aarhus, som de også kalder sig, er et fællesskab for nuværende og tidligere havnearbejdere på Aarhus Havn.

Det var da også tydeligt på den forsamling, der torsdag lidt i 11 var troppet op på Vestre Kirkegård på Viborgvej. Nogle havde passeret pensionsalderen, mens andre så ud til at være midt i arbejdslivet.

En enkelt buket prydede dog mindestedet, der - ud over den bastante sten, der bærer teksten »OMKOMNE VED EKSPLOSIONEN I AARHUS HAVN 4. JULI 1944« - også tæller tolv gravsten, der sætter navne på nogle af ofrene.

Den rød-hvide buket blev åbenbart placeret dér dagen forinden. »Busser« var tilfældigvis til stede, da den blev sat.

»Der kom en ældre kvinde og satte den buket dér. Det er fandeme ikke hver dag, nogen kommer her og sætter blomster,« siger »Busser«.

Det sjældne syn vækkede den tidligere havnearbejders nysgerrighed og fik ham til at kontakte kvinden.

Det viste sig, at kvinden var datter til en af de omkomne. Man havde ikke kunnet finde hendes far umiddelbart efter ulykken, men et par dage senere kunne konen identificere ham ud fra en afsprængt fod, der var fundet.

Stilhed og sang

Efter en indledende parole fik »Busser« æren af at placere en nydelig krans ved mindesmærket. Herpå blev der holdt et minuts stilhed.

Inviteret var også Søren Tange Rasmussen, leder af Besættelsesmuseet i Aarhus. Han fik ordet og brugte det til at give en historisk beretning om, hvad der skete på den skæbnesvangre dag i besættelsens sidste år.

En fortælling, der blandt andet udpeger Aarhus Havn til et knudepunkt for tyskerne, der gerne ville afskibe en masse ammunition og lignende til landsfællerne i Norge.

Det var også i den forbindelse, at der i starten af juli i 1944 blev lastet skibspramme med flere hundrede tons krudt og kugler. Et arbejde, som havnens ansatte blev sat til at udføre.

Og med al sandsynlighed var det altså under dette arbejde, at ulykken indtraf. En ulykke, der antændte et sted mellem 150 og 200 tons ammunition i havnebassinet ved kornsiloen på havnen, og som både kunne høres og mærkes flere kilometer væk.

Ifølge Søren Tange Rasmussen var der otte havnearbejdere, der arbejde på den konkrete pram, der detonerede. Kun én af dem lykkedes det at identificere takket være en sygekassebog. Ellers var han, ligesom sine kolleger, sprængt til ukendelighed.

Efter en hurtig omdeling af A4-ark med en printet hymne på, stod den på fællessang: Altid frejdig når du går.

Himlen græder

På en eller anden morbid facon var vejrliget meget passende til højtideligheden. Solens stråler var fuldstændigt fortrængt af grå skyer, der sporadisk dryppede regn over Aarhus, således også Vestre Kirkegård.

En symbolik, som Anders Sølvsten, havnearbejder »af Guds nåde, styrke og vilje«, som han titulerer sig selv, da også bemærker.

»Man kan jo sige, at himlen græder i dag,« siger han, stolt holdende den store røde fane, der bærer HAK anno 1885’ logo med teksten »Enighed vort maal«.

Højtideligheden blev kort efter fællessangen opløst. Den lille snes fremmødte blev inviteret til »efterfølgende kammeratlig samvær« i klubbens lokale »Rottehullet« i Ny Munkegade 97.

Tilbage ligger kransen ved mindesmærket, og den ensomme buket fra den efterladte datter.

Beretningen om den voldsomme ulykke for 80 år siden vil blive fortalt videre, og om ti år er HAK anno 1885 sandsynligvis igen at finde på Vestre Kirkegård for at ære de omkomne. I alt 36 danskere og fem til syv tyskere døde den 4. juli 1944.