Kun AGF får flere tæsk: Aarhus Festuge kaldes alt fra bonderøvenes paradis til elitær

Med årets tema ”Udenfor normen” er Aarhus Festuge for elitær og woke. Det mener byrådsmedlem fra Danmarksdemokraterne Jakob Søgaard Clausen i et læserbrev fra marts måned.

Århus Stiftstidende har i en klumme efter sidste års festuge opfordret den til at overgå til de evige bonderøvsmarker og skriver, at Aarhus er en flok bonderøve i et øltelt. Selv dronning Margrethe er af avisen citeret for at mene, at festugen er »øllet«.

I DR’s nye programserie ”Miraklet i Aarhus” fremstår festugen som en del af det mirakel, der blev udført af en gruppe særligt entreprenante og musikalske talenter i 1980’erne.

Det er en fortælling, som er svær at leve op til 59 år efter festugens fødsel i 1965. I nutiden er Aarhus så sprængfyldt af kulturelle tilbud, at der nærmest er festuge hver uge.

Men hvordan går det så?

Folkets festuge

Vi har spurgt nogle af byens stærke kulturkræfter i alderen 27-70 år og en scenekunstanmelder, der er det nærmeste, vi kommer på en festuge-ekspert.

De synes ikke, at festugen skal parkeres på nogen form for evige marker, før al tale om den er forstummet. Og det er langtfra tilfældet.

»Alle har en holdning, fordi den er en del af det aarhusianske blod, og det er en stor cadeau. Langtfra alle forholder sig til Grimfest, Volume Village eller Northside. Men man kan tillade sig at have flere holdninger til festugen, for den er vores,« siger den 27-årige Albert Helmig.

Han har bygget foreningen Aarhus Volume og spillestedet Volume Village med baggrund i Institut for (X) og er trods sin unge alder en erfaren festivalentreprenør. I år er han med til at etablere tre af slagsen plus festugens events på Klostertorvet.

»Vi er i Volume glade for at blive en del af festugen. Det har jeg i mange år ærgret mig over, at vi ikke var,« uddyber han sit syn på sagen.

»Jeg kan i den altid finde noget, der taler til mig, men også noget, nogen synes er bonderøv og provins. Det handler jo om en balance. Jeg vil ikke vælge at sætte mine fødder i f.eks. det irske telt, men det har absolut sin berettigelse. Jeg er heller ikke til højkulturelle teaterstykker eller artwalks, for jeg kommer ud af den rytmiske musik, og sådan er vi jo forskellige. Jeg er ikke misundelig på festugens opgave.«

Folkesporten at brokke sig

Teateranmelder Lene Grønborg Poulsen har i en årrække i sin rolle som freelancejournalist formidlet Aarhus Festuges program og historie.

»Diskussionen om Aarhus Festuges kvalitet og berettigelse er nærmest en folkesport i byen. En ny kommentator udråber hvert år festugen til at være for bøvet eller for elitær. Det er lige så forudsigeligt som det faktum, at vi synger med på Thomas Helmigs ”Malaga” på stadion med en Ceres i glasset,« siger hun, der er teateranmelder ved Kristeligt Dagblad og medlem af Reumert-juryen.

»I bund og grund oplever jeg den tilbagevendende diskussion som et tegn på, at Aarhus Festuge faktisk betyder noget for de fleste. Man bør først blive nervøs hos Aarhus Festuge, hvis vi ikke diskuterer vildt og højlydt, når programmet udkommer,« mener Lene Grønborg Poulsen.

Jesper Mardahl fra Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus, Promus, og grundlæggeren af Spot Festival, Gunnar K. Madsen, har begge været i det aarhusianske kulturliv siden miraklernes tid.

»I de seneste mange årtier er udbuddet af kulturoplevelser i byen vokset voldsomt, så festugens måske mere enestående plads ikke er så utvetydig længere. Men jeg mener stadig, at den har en vigtig rolle i byens store kulturkalender som den årligt samlende paraply for byens aktører og publikum – hvad enten det handler om det helt snævre eller fadøl og kopibands i teltene rundtomkring i byen,« siger Jesper Mardahl.

Manden bag Spot er enig:

»Det hedder festugen og ikke kulturugen, så man må forvente en fest. Det er fint med en bred folkefest i den uge på året, hvor mange nye studerende flytter til byen. Og der er ikke midler til verdensbegivenheder inden for kunst og underholdning, så vi må tilpasse vores forventninger til realiteterne,« siger Gunnar K. Madsen, der var roadie og altmuligmand for bandene Kliché og TV-2 i 1970’erne.

Aarhus Festuges budget er i år cirka 20 mio. kr.

For 24 år siden var det på 16 millioner kroner.

»Det er blevet virkelig dyrt at lave store kulturelle arrangementer. Det har nogle af os gjort politikerne opmærksom på siden 1980’erne. Hvis man vil noget andet og mere med festugen, kræver det en justering af budgettet,« fastslår Gunnar K. Madsen.

Festugen på miraklernes tid

Men hvordan var festugen egentlig, dengang den var et kæmpe hit?

»Historisk har Aarhus Festuge udviklet sig fra en lille byfest i 1965, der skulle give andre byer baghjul. De første udgaver virker til at være præget af amatørorkestre på vognoptog og glade mennesker i gaderne. Hurtigt blev det en stor samlende begivenhed, og det er imponerende at tænke tilbage på, at Rolling Stones faktisk spillede i 1970, og at Søndergade blev indviet som byens første gågade ved festugeåbningen i 1972,« siger Lene Grønborg Poulsen.

Netop byens rum og udviklingen af dem fylder meget, når festugen får et skud for boven for at gøre for lidt. Rigtig mange husker de år, hvor den tidligere festugedirektør Jens Folmer Jepsen nok manglede midler men aldrig gode idéer.

Han fik spærret Frederiks Allé og etablerede ”Centralpark” mellem Musikhuset og rådhuset. I dag kaldes den Byparken og i nærmeste fremtid skal den gøres permanent, så festuge-eksperimentet bliver til virkelighed.

Jens Folmer Jepsen fik også i 2014 lukket Banegårdspladsen, som han fyldte med en stor gul kasse, som bl.a. Master Fatman og Aarhus Bigband fyldte med fest. Verdens længste røde sofa stod i 2007 på Store Torv og kom i ”Guinness Rekordbog”. Og i 2010 forvandlede festugen vindblæste Store Torv til en skov.

Nu skal vi noget andet

Den nuværende direktør for Aarhus Festuge, Rikke Øxner, kom til i 2016 og kender festugens historie ned i mindste detalje. Hun er skarp på både skoven, den røde sofa, den gule kasse og Central Park.

»Vi plantede 600 træer, Skovbadet, på Aarhus Ø i 2018, og vi byggede et otte meter højt vandfald på Vesterbro Torv i 2017,« minder hun om.

»Det er dyre projekter, som blev støttet af Statens Kunstfond. Den har siden prioriteret andre projekter, og det skubber jo også os videre. Samtidig er vores lysfester med installationer rundtomkring i byen blevet en stor succes, som mange efterspørger år efter år, så vi har i stedet fokuseret på det. De ændrer også byens rum,« bemærker hun, der ved sin indsættelse som direktør blev gjort opmærksom på, at kun AGF får mere kritik end Aarhus Festuge.

Årene går, og tiden bliver en anden. Festugen skal genopfinde sig selv og ikke være en gentagelse af gamle travere.

For Jesper Mardahl at se er en af de meget positive forandringer hen ad vejen den, der gjorde åbningen til allemandseje.

Det var i Jens Folmer Jepsens periode, at Aarhus Festuge gik fra at have en højkulturel gallaåbning for få indbudte til at få en uofficiel åbning, der er en stor friluftskoncert for folket.

»Det er godt set, at den uofficielle åbning i år er en hyldest til byens hiphop-scene. Præcis der er Aarhus stærk. De har virkelig gang i noget godt med den bølge, der opstod i 8210 V for næsten 25 år siden med L.O.C, USO og Johnson. Nu har næste generation med artister som Shooter Gang og Baloosh fået fat. Også Tobias Rahim er vokset ud af den kultur. Det er hans rødder, selv om han i dag måske er i en mere bredere retning musikalsk,« mener Jesper Mardahl.

Måske er miraklernes tid ikke helt forbi …