Købmand Smedegaard kender sine kunder: En glemt pung er intet problem

»På den måde, vi driver forretningen, uden pakkeshop og spillebiks og så videre, finder du nok ikke andre. Nej, det tror jeg ikke.

Spørgsmålet, Kim Smedegaard svarer på, er, om Købmand Smedegaard på Sjællandsgade er den sidste rigtige købmand i Aarhus.

Der har stået en Smedegaard i butikken siden 1938, og købmandsbutikken er lidt af en lokal, historisk institution. Det er dog ikke noget, Kim Smedegaard bruger meget energi på at tænke over.

»Når jeg slår øjnene op om morgenen, er det for at tage på arbejde. Det er et arbejde, jeg er glad for. At det så tilfældigvis er i en forretning, som måske er den sidste af sin slags, fylder ikke noget i det daglige. Jeg bliver tit gjort opmærksom på det, men det er ikke noget, jeg dyrker,« siger han.

»Det var jo lidt trygt«

54-årige Kim Smedegaard ejer og driver købmandsbutikken sammen med sin bror, Thomas. Kims ældste datter, Camilla, er normalt i butikken på fuldtid, men hun er aktuelt på barsel (for tredje gang). Yngstedatteren Andrea lægger også en del timer i butikken ved siden af sin bioanalytikeruddannelse.

Kim er i sin butik i Øgadekvarteret fra 08 til 17.30 hver dag. Hver dag skal forstås ret bogstaveligt.

»Thomas og jeg er ikke syge, og vi har to ugers ferie om året. Det er en livsstil, og du skal brænde for det, for der er ikke så meget tid til andre ting. Vores forældre stod her på samme vilkår. Jeg tænker ikke over, at det er mange timer,« siger han.

Det skulle egentlig bare have været for en tid, da Kim Smedegaard i 1992 startede i forældrenes butik. Han havde haft en kedelig oplevelse med et andet job og skulle tjene nogle penge. »Og så er jeg ikke rigtig kommet videre,« som han siger.

Kim Smedegaard blev langsomt, men sikkert fanget af livet som købmand i Sjællandsgade.

»Jeg er født og opvokset her i huset og vokset op i kvarteret. Jeg har gået på Samsøgade Skole, og i 1992 havde jeg stadig en relation til mange af dem, der boede her, for det var syv-otte år efter, jeg var gået ud af skolen. Det var ligesom at komme hjem. Det var jo lidt trygt, kan man sige. Det var meget hyggeligt,« siger han.

Han virker gemytlig og beredvillig, og interviewet med ham bliver sat på pause, da en ung mand kommer ind i butikken og spørger ham, om han vil hjælpe med at bære en vaskemaskine op i en lejlighed.

»Jeg kender stadig mange i området, for i takt med at der sker udskiftning i husene og lejlighederne, kommer mange selv for at præsentere sig. Andre gør det, når de har været her gentagende gange. Så finder du ud af, hvem de er, og hvor de bor, og hvem deres kone og børn er. Det kan jeg egentlig godt lide. Den der personlige del i det,« siger Kim Smedegaard.

Fra Beder til Egå

Købmanden i Sjællandsgade bor privat i Lystrup sammen med sin kone. Hende har han kendt siden 1986, og parret har tre døtre og en søn, alle voksne. Kim Smedegaard er, siger han, tilfreds med, at han ikke bor, hvor han arbejder, for så får han lidt forskelligt input i dagligdagen.

I butikken har dagen en ret fast rytme. Kim begynder sin arbejdsdag med at pakke friske varer ud. Bagefter pakker han de varer, der skal ud af huset. Over middag får han et overblik over, hvad der skal bestilles hjem til næste dag, og fra omkring klokken 15 er der en hel del kunder i butikken. Klokken 17.30 bærer han varerne udenfor ind i butikken og tager hjem.

Købmand Smedegaard har siden 1938 bragt varer ud, primært til ældre mennesker. I dag står Thomas Smedegaard for den del. I sin kassebil kører han rundt til private, firmaer og institutioner i hele Aarhus Kommune.

»Vi er en del af en samhandelsaftale med kommunen, og vi har forpligtet os til at kunne dække hele kommunen med udbringning af varer. Vi har delt byen op i forskellige områder, som vi besøger på forskellige dage. Vi kan ikke nå at køre fra Beder til Egå samme dag,« siger Kim Smedegaard.

Tillidsbåren

»Så vil jeg gerne have for en krone af dem der og en krone af dem der...« Mange over 30 år har stået ved en købmand og valgt slik med stykpris. Indtil for få år siden var der også pris på slikstykkerne i Købmand Smedegaard. Kunderne stod dog selv for at tanke op.

»Unge mennesker i dag er ikke så gode til at tælle, som de har været. Vi er kommet dertil, hvor slikket også er efter vægt her. Svindet blev simpelthen for stort. Vi er en butik, der bygger meget på tillid, og når man tilpas mange gange har set en pose, hvor størrelsen ikke helt passer med den pris, kunden oplyser, giver det ligesom sig selv,« siger Kim Smedegaard og fortsætter:

»Men bortset fra slikket fejler min tillid til folk ikke noget. Jeg er tryg ved de mennesker, der kommer her. Hvis folk, jeg kender, kommer og siger, de har glemt pungen, så finder vi ud af det, næste gang de kommer.«

Det er muligt, Købmand Smedegaard er en unik størrelse i Aarhus, og Kim Smedegaard ville ærgre sig, hvis han måtte lukke butikken. Men han er ikke sentimental.

»Vi elsker at være her, men vi gider ikke stå og være til grin. Hvis folk går i Rema 1000 eller Føtex, hver gang de skal have noget, kommer det helt af sig selv, at vi lukker. Der er jeg altså iskold. Hvis vi ikke kan leve af det og også leve ordentligt, gider jeg ikke. Jeg skal også leve, jeg har også kone, børn og familie, og min tid er lige så kostbar som alle andres. Hvis folk ønsker en forretning her, er de nødt til at komme og bruge den,« siger han.