Sonni rakte hånden ud til sin far, inden han døde: Nu skal faren holde svært løfte

30. maj i år fortalte Sonni Lassen mig, at han havde fået livsglæden tilbage på Hospice Søholm. Måske var det den livsglæde, der gjorde, at han først døde natten til torsdag 15. august. Ingen havde forventet, at han ville leve så længe.

Sonni Lassen led af nervecellesygdommen ALS. Han blev blot 31 år. Jeg taler med hans far, Flemming Lassen, to dage efter, Sonni blev bisat. Flemming Lassen er i sagens natur en mand i sorg, og han kan ikke holde tårerne tilbage under vores samtale.

»Det var den pæneste måde, han kom herfra på. Jeg er ikke troende som sådan, men jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at der findes engle, og nogle af dem arbejder på Hospice Søholm. Det mener jeg 100 procent. Jeg kan aldrig betale dem tilbage,« siger Flemming Lassen.

Det var en rejse med en forudbestemt destination, Sonni Larsen var på, i tiden fra 30. maj til sin død.

»Han blev meget hurtigt mere og mere svag i hele overkroppen, og til sidst havde han næsten ikke kræfter til at skrive beskeder til os. Han fik nogle blackouts og talte i vildelse og fik kulilteforgiftning. Han blev mere og mere frustreret over sygdommen,« siger Flemming Lassen.

»Jeg elsker jer«

Mens Sonni Lassen var på Hospice Søholm i Stavtrup, kørte Flemming med ham ud for at se Elsted Kirke og Egå Kirke.

»Han ville gerne se kirkegårdene, og han ville selv vælge, om han skulle begraves i Elsted eller Egå. Han valgte Elsted Kirke, for der er hans mormor og morfar begravet. Nu ligger han en halv meter fra sin mormor. Når det er min tur, vil jeg begraves ved siden af Sonni,« siger Flemming Lassen.

Da jeg taler med ham, er Flemming Lassen på vej ud ad døren. Han skal hen til en stenhugger for at få styr på en detalje i forhold til sønnens gravsten. På den står blot Sonni R.O. Lassen.

Flemming Lassen havde et usædvanligt tæt forhold til sin søn, der led af voldsom ADHD.

»Jeg savner ham som bare fanden. Vi har boet sammen i 15 år. Det har været ham og mig. Han har haft det bedst med at være hos mig, fordi han havde så meget ADHD. Vi sov ved siden af hinanden i min dobbeltseng, for det var han mest tryg ved. Nu er jeg alene, og jeg har et kæmpe tomrum. Men jeg har lovet ham, at jeg nok skal passe på mig selv og komme videre, og det vil jeg gøre. Det skal jeg gøre,« siger Flemming Lassen.

Sonnis sidste timer fandt sted natten mellem onsdag 14. august og torsdag 15.

»Om onsdagen var han nær blevet helt kvalt i sit eget spyt, fordi hans muskler ikke virkede mere. Til sidst fik han meget morfin, men da han havde ligget ude af masken i 10 minutter, og jeg egentlig tror, han er væk, rejser han sig ligesom op i sengen. Jeg står på den ene side, og hans mor står på den anden, og han rækker ud efter vores hænder,« siger Flemming Lassen og fortsætter:

»Vi hjælper med at holde ham oppe, og så siger han: ”Jeg elsker jer”. På det tidspunkt havde han ikke snakket i to måneder. Bagefter lagde han sig ned, og så snakkede vi ikke med ham siden. For mig virkede det som om, han havde været på den anden side, og så kom han i tanke om, at han skulle huske at sige farvel til os.«

»En stor tak«

Flemming Lassen kan ikke forestille sig sin søns sidste måneder uden personalet på Hospice Søholm.

»Han elskede dem derude, og han følte sig velkommen og tryg. Sygeplejerskerne var inde og sige, at de holdt meget af ham. De gjorde alt for ham. Han flirtede med dem, og han holdt sindssygt meget af dem. Jeg kunne ikke ønske mig, at han skulle være andre steder. Hans mor og jeg har ikke andet end en stor tak til Hospice Søholm,« siger han og tilføjer:

»Så må vi bare håbe på, at hospice kan få åbnet de sidste to stuer, for der er brug for dem.«

Den sidste kommentar refererer til, at Hospice Søholm har 15 stuer, men kun bruger 13 af dem. Da hospicet blev bygget i samarbejde med Region Midtjylland, var det med en intention om, at hospicet på sigt kunne benytte samtlige 15 stuer. Hospicet har dog, 12 år senere, fortsat kun driftsoverenskomst med regionen til 13 pladser.

Situationen frustrerer souschef på Hospice Søholm, Gitte Billeschou.

»Vi har alt det, der skal være. Stuerne kan hurtigt stå klar til indflytning, og det er klart, at vi synes, det ville være oplagt at bruge nogle midler til at åbne to pladser her. Vi kan lindre og hjælpe dem, der er præget af angst og bekymring, og vi kan hjælpe pårørende, der er helt nedslidte,« sagde hun 30. maj til avisen.

Efterlod sko

Efter artiklen blev bragt i avisen og online blev Sonni ifølge sin far »skamrost fra alle sider«, også af folk, familien ikke kendte.

»Vi må bare håbe, at det fokus, der kom på ham og Hospice Søholm, kan komme nogle andre til gavn,« siger Flemming Lassen.

I de sidste uger op til sin død, købte Sonni Lassen flere end 10 par sko, som han gav væk.

»Jeg ved godt, at det lyder åndssvagt, men han sagde til mig: ”Hvis jeg kommer og besøger dig, må du gerne have tre par af mine sko stående, så jeg har nogle at vælge imellem.” Det har jeg selvfølgelig gjort, og til begravelsen havde fem af os de sko på, som han havde givet os, som en sidste hilsen,« siger Flemming Lassen.

Der er plads til omkring 140 gæster i Elsted Kirke. Da Sonni Lassen blev bisat, var kirken fyldt op.